Det foeles som laenge siden vi sidst har skrevet paa bloggen, men nej, det er kun to uger siden jeg skrev fra Sri Lanka. Vi har bare faaet SAA meget proppet ind i og ladet saa meget pifte ud af vores hoveder, at det foeles som en lille evighed.
Det koncentrerede resume lyder nogenlunde saadan her:
Vi har boet paa Karigiris guest house i en uge nu, og vi skal maaske flytte i morgen.
Karigiri er et hospital og forskningscenter, der primaert beskaeftiger sig med spedalskhed og har knap 200 ansatte. Det ligger paa landet 10 km. uden for Vellore, som saa igen ligger 150 km. vest for Chennai i det sydlige Indien. De fleste laeger bor paa hospitalets campus, og de kalder selv Karigiri for "our community", hvilket siger en del om det staerke tilhoersforhold, som mange af de ansatte har til stedet, hvor hjem og arbejde ofte flyder sammen.
Vi bor paa det tilstoedende guest house, hvor vi betaler 400 rupees (lidt pebret) for to seperate vaerelser. Karigiri er et kristent center, og da direktoeren fandt ud af (dagen efter vi var flyttet ind) at vi ikke var gift, blev vi bedt om at flytte hver for sig. Sidsel spurgte sidenhen, om vi maatte besoege hinanden paa de to vaerelser, til hvilket hun fik et utvetydigt nej. Vi tog paent imod irettesaettelsen - udadtil i det mindste -, men vi har ikke overholdt reglerne... Vi har til gengaeld spurgt vores kontakter, om de vil hjaelpe os med at finde et nyt sted at bo uden for campus, hvilket vil sige smaa 6 km herfra, i byen Katpadi. Sushila, stedets pr-ansvarlige, som har ansvaret for vores praktiske velbefindende, har vistnok fundet en superbillig lejlighed til os, som vi skal ud og se i aften.
Den meget kristne mentalitet paa stedet har vaeret en bitter pille at sluge - en hel del haardere for os end de hinduistiske maerkvaerdigheder vi er stoedt paa gennem de sidste 3 maaneder. Vi er blevet bedt om ikke at holde i haand, kysse eller kaertegne hinanden mens vi er paa centret. Dette ville ogsaa have vaeret et issue, hvis vi havde arbejdet samme sted i Danmark, men her er baggrunden bare en anden, hvilket giver kravet et mindre acceptabelt grundlag.
Men nu lidt om arbejdet...
Biblioteket er et lille rum, hvor der kun er faglitteratur (mest af alt medicinsk, som er volapyk for os), og hvor der staar to computere med internet (som er de eneste internetadgange i det lille community). Sjovt nok er der aldrig nogen, der benytter computerne. Men vi ventede alligevel 5 dage paa at direktoeren gav os lov til at faa et midlertidigt password. Nu kan vi komme til naar som helst... naesten. Desvaerre er biblioteket kun aabent fra 12-20 hver dag, hvilket betyder, at vi ikke kan chatte om aftenen, hvor I allesammen er online. Vi kan heller ikke arbejde med skrivning eller soegning paa nettet hele formiddagen, hvor temperaturen ellers er mest udholdelig og hjernerne mest klare. Psykiateren som vi arbejder for, Dr. Valsa, kan godt se det skoere i tiderne, og jeg tror hun vil proeve at skaffe os en saerlig tilladelse til at komme herind og arbejde. For alternativet er, at vi skal sidde paa hendes kontor og arbejde, hvilket hun helst vil have for sig selv.
Tre forskellige projekter er blevet praesenteret for os af Valsa, hvert af dem med beskeden om, at det var DET vi skulle beskaeftige os med det naeste halve aar. Hver gang er der gaaet to dage, foer hun har afblaest og praesenteret os for et nyt. Det har skabt lidt forvirring i os, og vi har nu kastet os over tredje procedure, som indebaerer en masse internetsoegning.
Foerste projekt loed paa at vi skulle forsoege at "undervise" nogle spedalskhedsramte i overlevelsesstrategier, eller rettere, i nye coping-strategier, saa de ville blive bedre til at haandtere vennens drillerier eller familiens bebrejdelser. Det loed som et fedt projekt, men direktoeren syntes ikke mulighederne for nyvindinger og udgivelser var gode nok, saa vi fik at vide, at vi i stedet skulle lave et storstilet projekt omkring en gruppe patienters "life-lines", et ultra kvalitativt lifeline study, hvor vi skulle interviewe patienter loebende, efterhaanden som de oplevede forandringer i deres sygdoms/sundhedsforloeb. Men direktoeren og Valsa havde glemt, at et saadant studie ville tage endnu laengere tid end vores 6 maaneder, saa efter at have laest op omkring life-line studies i to dage, blev vi bedt om at finde spoergeskemaer paa nettet, der relaterede sig til stigmaramte deformiterede patienter, og det er der vi er nu. Spoergeskemaer.
Ja, the Indian Way er bestemt langt fra the Danish Way, og vi har da ogsaa vaennet os til, at hjuleneikke koerer helt saa glat som derhjemme, saa nu kloer vi paa endnu engang. Vi leder efter spoergeskemaer, uden helt at vide, hvad de skal burges til, og uden helt at vide, hvilke projekter de tidligere har udfoert her paa centret. Der er ikke tid til at vi kan blive sat mere ind i arbejdet, og der er ikke tid til at indkalde til et moede inden vi begynder vores internetsoegning.
Desvaerre mister jeg lidt af den faglige respekt for mine kaere arbejdsgivere, naar de ikke er mere organiserede eller fremsynede... Saa jeg begynder at finde nye aspekter af vores ophold, som kan retfaerdiggoere friaaret fra studierne. Det kan stadig naa at blive serioest, og jeg kan maerke, at jo mere jeg laeser og fordyber mig i litteraturen omkring stigmatisering, jo mere rolig bliver jeg. Saa snart jeg ikke laeser eller foretager mig etellerandet spaendende, synker jeg lidt ned i et hul, som fortaeller mig, at det vi foretager os simpelthen er for uambitioest og tilfaeldigt.
Vi havde en lang snak om det i gaar, Sidsel og jeg, og vi er enige om, at der stadig er masser af gode grunde til at blive her. Sidsel er i det hele taget mere positivt indstillet end jeg, og hun fik mig til at love, at vi ville give arbejdet mindst en maaned.
I er sikkert flere derude, der har proevet frivilligt arbejde, og I ved maaske, hvordan det foeles, naar det ikke lige koerer efter ens eget hovede. Jeg mener, saa laenge det ikke giver nogle penge, eller noget formelt bevis for ens arbejdsindsats, saa skal der altsaa ikke meget til, foer jeg faar lyst til at dreje om paa haelen og smaekke backpacken tilbage paa ryggen, hvor den nu engang sidder saa rart og trygt.
Desuden er jeg 25, og jeg foeler efterhaanden ikke jeg burde eksperimentere paa denne maade laengere. Hvis dette ophold viser sig at vaere en bommert, saa vil jeg faa svaert ved at sige til mig selv: "Hov, det var aergerligt, naa men saa har jeg da proevet det"... Jeg forventer lidt mere fremsynethed fra min egen side efterhaanden. Men samtidig siger Sidsel, at jeg ikke kan vaere saa flyvsk og lystbetonet i mine valg, og at jeg kunne tage dette halve aar som en udfordring, laere at tage konsekvensen af et valg. Hmm, ja, okay, I kender hende, hun sagde det paa verdens soedeste maade, men det er paa mange maader et svaert dilemma...
Det kunne nu vaere laekkert at have saadan "red verden" mentalitet, som kunne motivere een til at goere en masse godt uden at faa noget igen, meeeen... Jeg kan maerke der er mere hippie i mit skaeg end i mit sind. Hvad ville I selv goere, hvis I stod i mit sted? (I behoever ik svare)
Jeg havde egentlig taenkt mig at skrive lidt om min affoering, men nu blev det til en mere generel beskrivelse. Saa ved I hvor vi er, og saadan cirka hvordan vi har det. Byen Vellore, som laa 10 km. herfra, er forresten et spaendende bekendtskab paa mange maader. Foerst saa hun forfaerdelig ud, men nu har vi sneget os gennem hendes fantastiske marked og proevet et par af hendes endnu bedre restauranter, saa Vellore er blevet et herligt lyspunkt at pejle efter, naar der er fyraften!
Kom tilbage til bloggen for et festfyrvaerkeri af ekskrementakrobatik een af de foelgende dage!
Mange kys og knus til jer derude!
Jonas
Ps. Sidsel siger: "Aaaatchiiu!" Og smiler soedt!
Det koncentrerede resume lyder nogenlunde saadan her:
Vi har boet paa Karigiris guest house i en uge nu, og vi skal maaske flytte i morgen.
Karigiri er et hospital og forskningscenter, der primaert beskaeftiger sig med spedalskhed og har knap 200 ansatte. Det ligger paa landet 10 km. uden for Vellore, som saa igen ligger 150 km. vest for Chennai i det sydlige Indien. De fleste laeger bor paa hospitalets campus, og de kalder selv Karigiri for "our community", hvilket siger en del om det staerke tilhoersforhold, som mange af de ansatte har til stedet, hvor hjem og arbejde ofte flyder sammen.
Vi bor paa det tilstoedende guest house, hvor vi betaler 400 rupees (lidt pebret) for to seperate vaerelser. Karigiri er et kristent center, og da direktoeren fandt ud af (dagen efter vi var flyttet ind) at vi ikke var gift, blev vi bedt om at flytte hver for sig. Sidsel spurgte sidenhen, om vi maatte besoege hinanden paa de to vaerelser, til hvilket hun fik et utvetydigt nej. Vi tog paent imod irettesaettelsen - udadtil i det mindste -, men vi har ikke overholdt reglerne... Vi har til gengaeld spurgt vores kontakter, om de vil hjaelpe os med at finde et nyt sted at bo uden for campus, hvilket vil sige smaa 6 km herfra, i byen Katpadi. Sushila, stedets pr-ansvarlige, som har ansvaret for vores praktiske velbefindende, har vistnok fundet en superbillig lejlighed til os, som vi skal ud og se i aften.
Den meget kristne mentalitet paa stedet har vaeret en bitter pille at sluge - en hel del haardere for os end de hinduistiske maerkvaerdigheder vi er stoedt paa gennem de sidste 3 maaneder. Vi er blevet bedt om ikke at holde i haand, kysse eller kaertegne hinanden mens vi er paa centret. Dette ville ogsaa have vaeret et issue, hvis vi havde arbejdet samme sted i Danmark, men her er baggrunden bare en anden, hvilket giver kravet et mindre acceptabelt grundlag.
Men nu lidt om arbejdet...
Biblioteket er et lille rum, hvor der kun er faglitteratur (mest af alt medicinsk, som er volapyk for os), og hvor der staar to computere med internet (som er de eneste internetadgange i det lille community). Sjovt nok er der aldrig nogen, der benytter computerne. Men vi ventede alligevel 5 dage paa at direktoeren gav os lov til at faa et midlertidigt password. Nu kan vi komme til naar som helst... naesten. Desvaerre er biblioteket kun aabent fra 12-20 hver dag, hvilket betyder, at vi ikke kan chatte om aftenen, hvor I allesammen er online. Vi kan heller ikke arbejde med skrivning eller soegning paa nettet hele formiddagen, hvor temperaturen ellers er mest udholdelig og hjernerne mest klare. Psykiateren som vi arbejder for, Dr. Valsa, kan godt se det skoere i tiderne, og jeg tror hun vil proeve at skaffe os en saerlig tilladelse til at komme herind og arbejde. For alternativet er, at vi skal sidde paa hendes kontor og arbejde, hvilket hun helst vil have for sig selv.
Tre forskellige projekter er blevet praesenteret for os af Valsa, hvert af dem med beskeden om, at det var DET vi skulle beskaeftige os med det naeste halve aar. Hver gang er der gaaet to dage, foer hun har afblaest og praesenteret os for et nyt. Det har skabt lidt forvirring i os, og vi har nu kastet os over tredje procedure, som indebaerer en masse internetsoegning.
Foerste projekt loed paa at vi skulle forsoege at "undervise" nogle spedalskhedsramte i overlevelsesstrategier, eller rettere, i nye coping-strategier, saa de ville blive bedre til at haandtere vennens drillerier eller familiens bebrejdelser. Det loed som et fedt projekt, men direktoeren syntes ikke mulighederne for nyvindinger og udgivelser var gode nok, saa vi fik at vide, at vi i stedet skulle lave et storstilet projekt omkring en gruppe patienters "life-lines", et ultra kvalitativt lifeline study, hvor vi skulle interviewe patienter loebende, efterhaanden som de oplevede forandringer i deres sygdoms/sundhedsforloeb. Men direktoeren og Valsa havde glemt, at et saadant studie ville tage endnu laengere tid end vores 6 maaneder, saa efter at have laest op omkring life-line studies i to dage, blev vi bedt om at finde spoergeskemaer paa nettet, der relaterede sig til stigmaramte deformiterede patienter, og det er der vi er nu. Spoergeskemaer.
Ja, the Indian Way er bestemt langt fra the Danish Way, og vi har da ogsaa vaennet os til, at hjuleneikke koerer helt saa glat som derhjemme, saa nu kloer vi paa endnu engang. Vi leder efter spoergeskemaer, uden helt at vide, hvad de skal burges til, og uden helt at vide, hvilke projekter de tidligere har udfoert her paa centret. Der er ikke tid til at vi kan blive sat mere ind i arbejdet, og der er ikke tid til at indkalde til et moede inden vi begynder vores internetsoegning.
Desvaerre mister jeg lidt af den faglige respekt for mine kaere arbejdsgivere, naar de ikke er mere organiserede eller fremsynede... Saa jeg begynder at finde nye aspekter af vores ophold, som kan retfaerdiggoere friaaret fra studierne. Det kan stadig naa at blive serioest, og jeg kan maerke, at jo mere jeg laeser og fordyber mig i litteraturen omkring stigmatisering, jo mere rolig bliver jeg. Saa snart jeg ikke laeser eller foretager mig etellerandet spaendende, synker jeg lidt ned i et hul, som fortaeller mig, at det vi foretager os simpelthen er for uambitioest og tilfaeldigt.
Vi havde en lang snak om det i gaar, Sidsel og jeg, og vi er enige om, at der stadig er masser af gode grunde til at blive her. Sidsel er i det hele taget mere positivt indstillet end jeg, og hun fik mig til at love, at vi ville give arbejdet mindst en maaned.
I er sikkert flere derude, der har proevet frivilligt arbejde, og I ved maaske, hvordan det foeles, naar det ikke lige koerer efter ens eget hovede. Jeg mener, saa laenge det ikke giver nogle penge, eller noget formelt bevis for ens arbejdsindsats, saa skal der altsaa ikke meget til, foer jeg faar lyst til at dreje om paa haelen og smaekke backpacken tilbage paa ryggen, hvor den nu engang sidder saa rart og trygt.
Desuden er jeg 25, og jeg foeler efterhaanden ikke jeg burde eksperimentere paa denne maade laengere. Hvis dette ophold viser sig at vaere en bommert, saa vil jeg faa svaert ved at sige til mig selv: "Hov, det var aergerligt, naa men saa har jeg da proevet det"... Jeg forventer lidt mere fremsynethed fra min egen side efterhaanden. Men samtidig siger Sidsel, at jeg ikke kan vaere saa flyvsk og lystbetonet i mine valg, og at jeg kunne tage dette halve aar som en udfordring, laere at tage konsekvensen af et valg. Hmm, ja, okay, I kender hende, hun sagde det paa verdens soedeste maade, men det er paa mange maader et svaert dilemma...
Det kunne nu vaere laekkert at have saadan "red verden" mentalitet, som kunne motivere een til at goere en masse godt uden at faa noget igen, meeeen... Jeg kan maerke der er mere hippie i mit skaeg end i mit sind. Hvad ville I selv goere, hvis I stod i mit sted? (I behoever ik svare)
Jeg havde egentlig taenkt mig at skrive lidt om min affoering, men nu blev det til en mere generel beskrivelse. Saa ved I hvor vi er, og saadan cirka hvordan vi har det. Byen Vellore, som laa 10 km. herfra, er forresten et spaendende bekendtskab paa mange maader. Foerst saa hun forfaerdelig ud, men nu har vi sneget os gennem hendes fantastiske marked og proevet et par af hendes endnu bedre restauranter, saa Vellore er blevet et herligt lyspunkt at pejle efter, naar der er fyraften!
Kom tilbage til bloggen for et festfyrvaerkeri af ekskrementakrobatik een af de foelgende dage!
Mange kys og knus til jer derude!
Jonas
Ps. Sidsel siger: "Aaaatchiiu!" Og smiler soedt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar