Saa er vi sat i gang. Dr. Valsa og Dr. Mannam har holdt et moede, under fire oejne, hvor de tog sig tid til at diskutere deres egne forventninger til vores arbejde og sammensatte en plan for, hvordan den foerste fase af vores ophold skulle bruges.
Vi synes maaske allerede vores foerste fase er gaaet, idet vi gerne var startet for en uge siden. Personalet har vaeret lidt overbeskyttende, og isaer Dr. Valsa har virket unoedigt bekymret for vores velbefindende. Da vi en enkelt gang udtrykte utilfredshed med den maade de havde haandteret vores boligsituation i begyndelsen, blev vi fejet af med et "Of course you have to get use to the Indian culture, it must be very new to you", hvilket faktisk ikke havde vaeret grunden til vores frustrationer.
NAAR ALT KOMMER TIL ALT, er vi faldet rigtig godt til i Karigiri. Her er meget roligt, og vi faar god soevn hver nat, hvilket betyder, at vi er optimalt friske og veloplagte hele dagen igennem. Jeg har stadig problemer med min fordoejelse (mildest talt), og selvom jeg har forsoegt at drikke kaffe, frisk frugtjuice og spise mere fiberrigt de sidste to dage, er situationen uforandret. Mere vil jeg ikke foelge op paa den historie, men mor - jeg skal nok tage en snak med en laege, hvis det ikke bedres i morgen.
NAAR VI ENGANG VENDER TILBAGE til Danmark kunne noget tyde paa, at jeg skal laese oplevelsesoekonomi, hvilket har givet anledning til nogen tvivl fra min side, angaaende mit motiv for at lave dette arbejde i Indien. MEN. Jeg er kommet frem til, at der kan arbejdes paa mange smaa "oplevelsesoekonomiske" projekter i den fritid, som jeg trods alt ogsaa her herovre. Desuden kan det ikke skade at faa erfaring med et projekt som dette, hvor vi i hoej grad har medindflydelse paa arbejdsgangen, metoderne og analysen af vores data. I sidste ende er det os selv, der skal udfaerdige rapporten, som med vores arbejdsgiveres hjaelp maaske kan faa en plads i en relevant journal, hvilket maa siges at vaere en gulerod for vores motivering.
EN VIGTIG KOMMENTAR TIL VORES ARBEJDE, angaar Sidsels og mit indbyrdes samarbejde, som gennemgaar en (for mig at se) udvikling henimod det mere effektive. Dette sker hovedsagligt i kraft af den bedre forstaaelse for hinandens arbejdsstil, som er blevet opbygget de seneste dage. Vi har studeret samme fag derhjemme, men vi har aldrig lavet opgaver sammen, og har egentlig kun coachet hinanden, naar det har braendt paa. Nu har vi faaet den enestaaende mulighed at arbejde paa dette projekt sammen, og vi bruger hver dag tid paa at diskutere arbejdsfordeling, samt proever at skelne mellem forskelle i vores interesseomraader. Interessen for vores samarbejdes udvikling ligger muligvis mig mere paa sinde end Sidsel, som synes at foelge sine arbejdsvaner mere intuitivt end jeg. Jeg gaetter ogsaa paa, at min egen begejstring for emnet vil dale, efterhaanden som vi arbejder os ind i flere rutiner.
Jeg ved, at dette indlaeg markerer et voldsomt skift i serioesitet paa bloggen, men nu staar vi altsaa ogsaa i en anden virkelighed end for blot et par uger siden. Selvfoelgelig vil vi stadig spasse ud paa bloggen, men I kan ligesaa godt vaenne jer til, at vi kommer til at skrive flere noegterne arbejdsrapporter fremover. Fra i dag noerder vi kun dybere for hver uge, der gaar.
VORES SKEMA INDTIL LOERDAG den 30. februar lyder helt simpelt, at vi skal samle litteratur og viden om den forskning, der er foregaaet de sidste 3-6 aar indenfor spedalskhedsstigma (leprosy stigma). En oversigt over denne forskning skal vi fremlaegge for Dr. Valsa og Dr. Mannam naeste loerdag, hvorefter vi i faellesskab kan identificere"huller" eller mangler i forskningen, som i sidste ende skal danne rammen om et mere snaevert defineret projekt for os de naeste fem maaneder.
Vi synes maaske allerede vores foerste fase er gaaet, idet vi gerne var startet for en uge siden. Personalet har vaeret lidt overbeskyttende, og isaer Dr. Valsa har virket unoedigt bekymret for vores velbefindende. Da vi en enkelt gang udtrykte utilfredshed med den maade de havde haandteret vores boligsituation i begyndelsen, blev vi fejet af med et "Of course you have to get use to the Indian culture, it must be very new to you", hvilket faktisk ikke havde vaeret grunden til vores frustrationer.
NAAR ALT KOMMER TIL ALT, er vi faldet rigtig godt til i Karigiri. Her er meget roligt, og vi faar god soevn hver nat, hvilket betyder, at vi er optimalt friske og veloplagte hele dagen igennem. Jeg har stadig problemer med min fordoejelse (mildest talt), og selvom jeg har forsoegt at drikke kaffe, frisk frugtjuice og spise mere fiberrigt de sidste to dage, er situationen uforandret. Mere vil jeg ikke foelge op paa den historie, men mor - jeg skal nok tage en snak med en laege, hvis det ikke bedres i morgen.
NAAR VI ENGANG VENDER TILBAGE til Danmark kunne noget tyde paa, at jeg skal laese oplevelsesoekonomi, hvilket har givet anledning til nogen tvivl fra min side, angaaende mit motiv for at lave dette arbejde i Indien. MEN. Jeg er kommet frem til, at der kan arbejdes paa mange smaa "oplevelsesoekonomiske" projekter i den fritid, som jeg trods alt ogsaa her herovre. Desuden kan det ikke skade at faa erfaring med et projekt som dette, hvor vi i hoej grad har medindflydelse paa arbejdsgangen, metoderne og analysen af vores data. I sidste ende er det os selv, der skal udfaerdige rapporten, som med vores arbejdsgiveres hjaelp maaske kan faa en plads i en relevant journal, hvilket maa siges at vaere en gulerod for vores motivering.
EN VIGTIG KOMMENTAR TIL VORES ARBEJDE, angaar Sidsels og mit indbyrdes samarbejde, som gennemgaar en (for mig at se) udvikling henimod det mere effektive. Dette sker hovedsagligt i kraft af den bedre forstaaelse for hinandens arbejdsstil, som er blevet opbygget de seneste dage. Vi har studeret samme fag derhjemme, men vi har aldrig lavet opgaver sammen, og har egentlig kun coachet hinanden, naar det har braendt paa. Nu har vi faaet den enestaaende mulighed at arbejde paa dette projekt sammen, og vi bruger hver dag tid paa at diskutere arbejdsfordeling, samt proever at skelne mellem forskelle i vores interesseomraader. Interessen for vores samarbejdes udvikling ligger muligvis mig mere paa sinde end Sidsel, som synes at foelge sine arbejdsvaner mere intuitivt end jeg. Jeg gaetter ogsaa paa, at min egen begejstring for emnet vil dale, efterhaanden som vi arbejder os ind i flere rutiner.
Jeg ved, at dette indlaeg markerer et voldsomt skift i serioesitet paa bloggen, men nu staar vi altsaa ogsaa i en anden virkelighed end for blot et par uger siden. Selvfoelgelig vil vi stadig spasse ud paa bloggen, men I kan ligesaa godt vaenne jer til, at vi kommer til at skrive flere noegterne arbejdsrapporter fremover. Fra i dag noerder vi kun dybere for hver uge, der gaar.
VORES SKEMA INDTIL LOERDAG den 30. februar lyder helt simpelt, at vi skal samle litteratur og viden om den forskning, der er foregaaet de sidste 3-6 aar indenfor spedalskhedsstigma (leprosy stigma). En oversigt over denne forskning skal vi fremlaegge for Dr. Valsa og Dr. Mannam naeste loerdag, hvorefter vi i faellesskab kan identificere"huller" eller mangler i forskningen, som i sidste ende skal danne rammen om et mere snaevert defineret projekt for os de naeste fem maaneder.
Det foeles ubeskriveligt godt at have faaet klare linjer at arbejde udfra, omend det hele stadig lyder noget vagt. Vi venter stadig paa at faa udleveret den vigtigste bog i den naeste uges pensum (Goffman's Stigma fra '63), men paa biblioteket paa Karigiri har vi allerede fundet rigeligt med stof til at holde os koerende nogle dage endnu.
Vi haaber I har det godt derhjemme, og vi savner ofte det danske vejr og alle I dejlige venner, som vi plejer at dele vores hverdag med.
Moral of the day: Blessed are the purposeful!
- Jonas
Ps. Sidsel lover, at hun skriver det naeste indlaeg <3>
Ingen kommentarer:
Send en kommentar