torsdag den 20. december 2007

Kold i roeven...



Uddrag fra dagbog, 15. dec

(skrevet i nattoget til Ahmadabad)

Jeg vaagner, og alt skramler omkring mig. Metalliske lyde lige ved oeret, kroppen hopper, remmen paa min taske pisker ned i hovedet paa mig i fast takt. Jeg kan ikke rigtig se noget foerst - faegter vattaeppet vaek fra ansigtet.

Puha, jeg daekker mig hurtigt til igen, da jeg maerker kulden laengere nede paa kroppen. Min roev er helt iskold, har ligget med ansigtet vendt ind mod vaeggen, med ryggen til larmen i et svagt forsoeg paa at skabe lidt privatliv. Jeg har nu vendt mig igen - roev indad, ansigt udad. Sunder mig lidt...

Lyt nu efter! Hvad satan er DET?

"TATATATAIIIIIMMM PAPAPAPAAAAASSS!!!

Tatatataiiiimmm Papapapaaaasss!!

tatatataiiiimmm papapapaasssssss..."

Det er en stemme - den kommer naermere, men lyden bliver mere og mere svag... nu hvisker han: "tatatataiiimmm papapapaassss..."

En lille rosin af en mand med overbid og store fortaender, tykke kinder - lidt som en hamster - han har listige smilerynker hele vejen rundt i hovedet og stikker sit ansigt HELT taet paa mit. Han stirrer paa mig uden at blinke, og hvisler igen : "Tatatataiiimmm papapapaaasss!"...

Glem alt om intimsfaerer! Glem alt om at saette ord paa mit ansigtsudtryk - 'raedsel' daekker ikke tilnaermelsesvist.

Manden smiler soedt-snedigt til mig og fniser, traeder et skridt tilbage og nyder den opmaerksomhed resten af passagererne i toget mod Jaipur viser ham. Igen et nu middelhoejt "Tatatataiiimmm Papapapassss!!" og en let rysten med den store kurv i hans favn, som jeg foerst bemaerker nu. Han saelger kiks.

Jeg griner forsigtigt, soevndrukken og perpleks som jeg stadig er. Jeg spoerger, lettere irriteret og paa vagt: "But what does it mean???" Min usikkerhed er pinligt tydelig for enhver, men den preller fuldstaendig af paa ham, han blinker ikke og hans funklende oejne bare stirrer sindsygt ind i mig - som var han komplet opsat paa et drive mig til vanvid. Han fornoejer gavmildt hele selskabet med endnu et par udraab. Jeg er ikke bange for ham, han ser faktisk hjertevarm ud, men jeg kan ikke holde ud, at jeg ikke kan gennemskue hvorfor fa'en han har udvalgt mig til sine uforklarlige drillerier. Det giver INGEN mening for mig.

Sidsel og de indiske passagerer er ogsaa vaagne nu, og de griner bare og traekker paa skuldrene, da jeg soeger til dem for svar. Sidsels grin bliver vildere og vildere, og hun kan naesten ikke faa vejret... Jeg proever at grine med, men de griner ikke af kikse-wallaen... - griner de af MIG??! Ja, de griner af mig! Jeg forstaar det ikke, og mens desperationen lurer indeni mine knyttede haender, begynder Sidsel pludselig at skrige og togets bremser saetter i og hviner i tandskaerende harmoni med hende....

Det er et sted heromkring, at jeg vaagner med den kolde roev og hovedet nede i det afskyelige vattaeppe, som vi koebte i Jaipur for en uges tid siden.

Den lille, gnaveragtige mand havde vi moedt for en lille maaned siden i toget fra Howrah til NJP (paa vej mod Sikkim). Hvorfor han dukker op i en mareridtsagtig droem her i toget mod Ahmedabad tre uger senere, aner jeg ikke. Men hans droemme-version var utroligt livagtig, og det var egentlig kun skriget fra Sidsel, der goer mig i stand til at skelne droemmen fra virkeligheden. Pis... TOSSEDE LILLE MAND, hvad ville han egentlig?!

"Time pass", havde vores soede medpassagerer sagt indforstaaet til mig dengang, men det var jo langt fra forklaring nok. Siden har jeg i det skjulte gaaet og ledt efter en pakke kiks, som bar navnet Time Pass, men jeg begynder at tro det er et blindspor. Jeg lover migselv lige nu: To kikse-boder mere, saa giver jeg op.

Jeg bliver liggende saadan her, med ansigtet udad og stadigt varmere roev - Maaske opfanger jeg lyden af en ny kiksesaelger, som kan kaste lys over gnaverens salgstrick.

GUD hvor er her koldt! Burde Indien ikke vaere varmt? Jeg lytter igen, proever at boerste lidt stoev af det aekle vattaeppe (som om det hjalp!), men jeg hoerer kun den evige "Chaaai-chai-coffee-chai!" Varmen har nu skudt roedder helt ned i begge baller, og jeg tror jeg lukker oejnene igen... Godnat.

onsdag den 19. december 2007

Jolly freakkin' Jumper!



Laenge siden, men nu skal bloggen altsaa ogsaa have een over nakken! Jeg tager noter undervejs paa rejsen, og i mit hovede har de foerste tre-fire blogindlaeg allerede taget form. Mange kaerlige hilsner flyder udi fingerspidserne fra Sidsels farvelkys, da hun tog med Kirsten (som er Sidsels mor) ind til Anjuna Wednesday Flea Market for et par timer siden.

Frikkedille frikadelle, nu vil jeg fortaelle...

Om min uges vigtigste oplevelse, som jeg baerer stolt i mig endnu: Jeg lod mig overtale af evigt-modige Sidsel til at tage paa ridetur udenfor Udaipur, OG... der var ikke tale om ponyer, men rigtige, store, flotte, sorte heste. Ud paa en ranch, fat i en hestemand, op i sadlen, spaend hjelmen, og UD over stepperne! Foerst skridtede vi, og Sidsel gav mig smaa instrukser - jeg har skridtet foer i Mongoliet, det er ingen kunst for stilforladte amatoerer - men saa begyndte vores indiske hestefyr at trave, og min hest satte ogsaa i trav (saadan uden videre!) - Min roev bankede ned i sadlen og mine kugler var raedselsslagne for varige skader. Efter nogle hundrede meter satte vi farten ned igen, og Sidsel og hestemanden graed af grin, udvekslede indforstaaede blikke og spurgte mig, om jeg ville af. Min ridestil var selvfoelgelig komisk, I kan sikkert forestille jer det, men jeg syntes faktisk det var sjovt, og efter at have travet tre-fire intervaller mere, havde Sidsel laert mig teknikken i at loefte roeven ved hvert andet bump, og jeg var totalt stolt og noed min succes...

Men saa, lidt senere mens vi var i trav, begyndte hestefyren uden varsel at galloppere med sin hest, og min egen fulgte pludseligt med i voldsomme ryk! F U C K, saadan en hest kan satme faa fart paa!! (pardon my French) Og pludselig bumpede min roev ikke mere, men til gengaeld var hele min krop spaendt, alle muskler i alarmberedskab og jeg havde INGEN kontrol over nogetsomhelst. Heldigvis stoppede min hest da de to andre stoppede, og det hele varede ikke mere end faa sekunder. Whooosh! Adrenalin HELT ud i fingerspidserne, og verdens stoerste smil paa mine laeber... men ogsaa lidt raedsel havde sat sig i oejnene. Fantastisk! Sidsel og hestefyren var igen - naturligvis - flade af grin, helt oploeste, for jeg havde vist skreget lidt (ekstremt meget, og paa en totalt toeset maade) undervejs, hvilket havde faaet dem til at stoppe igen. Sidsel gav mig igen nogle gode raad, og jeg forsikrede hende jeg var ok. To minutter senere satte hestemanden igen i fuld gallop, igen uden varsel, og jeg kastede mig ud i det og proevede at goere som Sidsel havde sagt (stramme mine laar om hesten - laene mig lidt forover - bevare toejlerne i mine haender, samlet, lavt - og lade vaere med at holde fast i sadlen - men det var jo helt umuligt... Hold da kaeft, hvor den tager ved! Det er en foelelse meget voldsommere end naar man trykker speederen i bund i foerste gear - uanset hvilken bil man koerer... komplet usammenligneligt, men faktisk meget lig med foelelsen af rafting, naar det er vildest.

Sidsels grin var ikke helt saa loessluppent denne gang, og hun sagde, at maaske var det uansvarligt, naar nu jeg praktisk talt aldrig havde reddet foer, men jeg spillede modig og vi forsoegte et par gange endnu. Til sidst foelte jeg, at jeg begyndte at faa styr paa det, men min kontrol var saa minimal, at hesten kunne goere ligesom der passede den. Hestemanden opdagede til sidst omfanget af min usikkerhed, og han sagde, at vi ikke maatte galloppere resten af turen. Han ville ikke baere ansvaret, selvom jeg stadig havde mod paa mere. Jeg ved jo ikke om I selv har proevet det, men har I?? Ellers kan jeg anbefale jer at proeve det engang... I hvert fald hvis hestene er saa soede som disse var.

Jeg anede ikke, at det kunne foeles saa godt at ride. Virkelig! Skal lige have mig en snik-snak med dig, Maria, naar jeg kommer hjem... Og jeg behoever vel ikke naevne, at Sidsel var edderstolt af mig :o) Men jeg er stadig ikke nogen dyreven, don't get me wrong...

Okay, det var vist alt for denne gang. Hestehistorien blev ret lang, haaber I havde tid til at laese den - jeg bliver jo bare saa begejstret...

Mange kys og kram fra jeres Jonas

mandag den 19. november 2007

Foelg med os paa billedsiden!



Vi har haft smaaproblemer med at faa internetcafeerne til at uploade vores billeder. Mest af alt har vi svaert ved at finde internet, der uploader hurtigt nok. De gange det imidlertid er lykkedes os at finde hurtig opkobling, koerer computeren Windows Vista, som ikke kan arbejde sammen med vores kamera... Ja, og jeg er lidt skuffet over kompatibiliteten. Det er jo et nyt (og dyrt) Nikonkamera, som BURDE virke. Well, nu virker det nogenlunde, saa jeg skyller de sure opstoed ned med noget curd. Kokosmaelk skulle ogsaa hjaelpe. Faerdig.

Hepsa, men nu kan jeg saa med glaede praesentere jer for vores foerste billeder, som vi har smidt ud paa picasaweb.google.com/masalasindalbirk. Her finder I det foerste billedalbum: (klik paa den blaa skrift, mormor) "From Mumbai to Darjeeling". Proev diasshowet, det er den bedste maade at se billederne paa.

Vi skrives snart ved igen! (forhaabentlig i morgen)

Kaerlige knus og en duft af roegelse!
Jonas & Sidsel

Ps. I dag fik vi permits til at rejse ind i Sikkim! Lidt paperwork hist og her, og den var klaret.

søndag den 18. november 2007

Fra Colaba til Khangchendzonga



Khangchendzonga, verdens 3. hoejeste bjerg troner udenfor vinduet af vores Internet/te/frokost/hvilerestaurant. Himlen er blaa og vejret svalende koelig i forhold til lavlandets fugtigvarme byluft. Egentligt foeles det som tidsspild at sidde indendoere bag en skaerm, naar verden venter udenfor, men paa den anden side er der bare saa meget vi gerne vil dele med jer (jeg skal nok forsoege at begraense mig, saa I ikke bliver traette inden I er naaet halvvejs igennem :)

Foerst og fremmest, Indien har taget mig med storm. Fuldstaendigt! Allerede paa den foerste tur fra lufthavnen gennem Mumbais gader i de sene nattetimer blev jeg forelsket. Turen foregik i den mest nuttede, gamle taxa med duer og hindiskrift malet paa bagruden og en neonblinkende Ganeshfigur i forruden (...jeg kunne fortsaette beskrivelsen 10 linjer endnu...), og vi sad der som konge og dronning paa de perfekt slidte saeder med vinduerne rullet ned, overvaeldet af den lune natteluft og bombardementet af lyde og dufte - klump i halsen, jeg var bare saa glad ved tanken om 8,5 mdr til at opleve den 'nye' verden sammen med Jonas Indienbedaarer.

Og siden da, er Indien bare gaaet mig endnu mere i blodet, skudt rimeligt brutalt ind i aarerne paa mig - som Jonas sagde det paa et tidspunkt, saa behoever vi paa ingen maader opsoege oplevelserne og indtrykkene; de skal NOK komme til os. Med 100 km i timen! Fx vores Bollywoodeventyr, invitationerne til folks hjem (som vi indtil videre har afslaaet bortset fra et enkelt rendezvous paa en eksklusiv klub med en mand, som var overdrevent interesseret i danskens sexvaner og vores liberale film (Jonas har lovet at sende ham Idioterne, hvis den kommer paa tilbud i TP (hahaha)!!!), eller markedsbesoegene (og mit foerste sarikoeb, hurra!), menneskemoederne paa togturene eller den indiske mad.

Ej, og saa bliver jeg noedt til at give lidt detaljer om vores foerste filmerfaringer - de var simpelthen SAA komiske - efter at have set en dansk dokumentar om Bollywoodgenren havde jeg forestillet mig noget med kaempestore, gennemfoerte kulisser, farverige, smukt udsmykkede kostumer og et overvaeldende antal dansere i vilde koreografier... men okay, der maatte jeg nok liiige lave et par modifikationer inde i mit hoved for at faa det til at passe med den virkelighed, vi moedte. Sammen med 4 andre rejsende fra Australien og Tyskland skulle vi vaere statister i en B-serie kaldt Lakaj (blev sendt 20:30 i gaar pa Sahara Channel - maaske I saa den?! :), som skulle forestille at foregaa i 'Amerika' med springvand farvet roedt af spotlys og pinligt kustige plastiktraestammer. Udover os 6 vesterlaendinge var der to indere med, en mand (paa motorcykel) og en kvinde (i alt for kort, gennemsigtig hvid nederdel). De snakkede for det meste hindi, men engang imellem kom der en indisk engelsk saetning (i sig selv en fantastisk oplevelse) a la "You are a liar, I hate liars!". Vores rolle bestod i at gaa frem og tilbage parvis forbi parret der skaendtes. Indimellem naar de rabte hoejt maatte vi gerne 'reagere', som vores vildt soede instruktoer sagde. Tre scener, som i filmens tid foregik paa forskellige tidspunkter, skulle vi igennem, og eftersom vi kun havde 1 saet toej med hver, lavede de nogle geniale variationer i form af partnerskifte (naa ja, smart finte, saa opdager seerne nok ikke, at det er de seks samme mennesker, der er i Amerika hele tiden! Hihihi!) Alt i alt en fed oplevelse med gratis tour gennem Bombai, dejligt aftensmaaltid og en flok superhyggelige mennesker - og saa blev vi oven i koebet loennede som aegte professionelle med 500 rp. (ca. 60 kr.)

Og nu har vi saa forladt Colaba, turistkvarteret i Mumbai, byens hektiske tempo og forurenede luft til fordel for endnu et Shangri La. Very loveable!

Hele vejen herop til Darjeeling lignede Jonas en lalleglad Lykkefrans i ansigtet, sad med saadan et saligt smil og sagde efter hvert haarnaalesving "Dyrk lige de store blade paa traeerne der....!", "Dyrk lige den gamle mand der!", "Dyrk lige..." Stoerre begejstring skal man lede laenge efter :) Jeg vil gaa ud og begejstres med ham i dette nu!

Mange kaerlige tanker fra os begge!

PS: TAK TAK TAK for kaerlige tanker og mails!
PPS: Nyd Forbrydelsen for mig i aften... suk (men hurra for DR-online)!
PPPS: Det er helt med vilje vi ikke kommenterer valget....................................................lort!

torsdag den 15. november 2007

Sultne oejne, glade sind!

Hej igen,

Jeg HAVDE lige lagt mig godt til rette under lagenet, afkoelet efter et langt koldt bad, men saa kom vi til at snakke om, at i sikkert gerne ville have en lille hilsen inden vi smutter de naeste dage.

I morgen tidlig tager vi et 30-timers tog til Kolkata (Calcutta), hvorfra vi skifter til et nyt tog, der tager os til New Jaipalguri (Nordvest Bengalien), hvor vi skulle ankomme paa soendag kl. 8 om morgenen. Vi faar muligvis heller ikke lejlighed til at skrive der, idet vi skal skynde os videre til Gangtok i bjergprovinsen Sikkim, hvorfra vi skal paa trek inden det hele fryser til is deroppe. Okay, saa vi har altsaa travlt, but be assured: Ingen stress, ingen bekymringer, vi er egentlig bare saa overstadigt glade for at vaere her, at vi ikke kan sidde stille.

Vi TOG kraftdaeleme med casting-agenten til Bollywood, hvor vi skoed tre scener fra een af indiens top soap operas, svarende til... oehm, ja, good old Horton-sagaen. Mere om det senere...

I dag fes vi rundt fra bazar til bazar uden rigtig at koebe noget, og far: Du har ret i det med at faa sidestik i oejnene... godt udtryk!

Vigtigst af alt (moedre, faedre og soeskende!): Vi er friske, vi er trygge, vi fyrer den af og har det sjovt, og jeg ville oenske jeg kunne sende jer nogle billeder fra turen, men Sidsel venter paa vaerelset, hvor vi skal have pakket alt vores grej sammen og have os en god gang shut-eye!

God nat,

Jeres stars, Sidsel & Jonas

Ps. Det der vegetarfis begynder at tiltale mig. Aloo Gobi, Masala dosa, Aloo Patak etc... It's all good.

onsdag den 14. november 2007

Namaste mother India!

Hej familie og venner!

Ultrakort her fra verdens maaske stoerste by... Ej okay, det er sgu nok Tokyo, men alligevel...

Vi har det vaeldig vaeldig bra her i Mumbai, har fundet et godt hotel i dag, hvor vi sov lidt for laenge til at slippe helt af med vores jetlag (som ER en social konstruktion, helt sikkert). Jeg har faaet spist veggie-frokost (vegetar) og Sidsel er blevet tilbudt en rolle i en film i aften... Hvilket jeg maa sige.... Aaaarh, er det nu ogsaa noget for mig? Hmm, jeg kom foerst med tusinde daarlige undskyldninger for ikke at proeve det af, men nu kan jeg maaske godt se at det bare er min lille kujon, der sidder og skriger nede i min hals. Men hans magt skal heller ikke underdrives!

Nu vil jeg have mere chai, mere larm og mere af alt alt alt, saa farvel soede hjemfolk. Og pas godt paa jer selv, Danmark er jo faktisk i krig, ved I nok. Og nu er vi ikke derhjemme til at passe paa jer. Det foeles godt at vaere herovre, hvor regeringen er socialistisk og den politiske situation mindre anspaendt.

Kys fra mig og min elskede (som sandsynligvis sidder og skriver det samme til jer)
Happy diwali,
Jonas

torsdag den 8. november 2007

Velkommen til vores rejseblog!

Hej familie, venner og andre interesserede!

Den 13. november rejser vi, Jonas og Sidsel, Sidsel og Jonas, ud i verden, til Indien. Vi kommer først hjem til Danmark igen den 29. juli 2008, så det er længe I skal undvære os ;o)

Her på siden kan I følge med i, hvad vi foretager os, hvordan vi har det, vores tanker om turen og livet og alt det dér. Vi kommer til at skiftes lidt til at skrive indlæggene, så det bliver dejligt afvekslende at læse, håber vi.

I må meget gerne skrive kommentarer til vores indlæg undervejs, men nu skal vi jo først lige afsted, og så må vi se, hvordan det går. Ønsk os held og lykke!

Mange kærlige hilsner,
Sidsel & Jonas (Sindal Birk)