Vi har forsoegt at laegge et blink i oejet paa bloggen, selv naar vi har skrevet om frustrationerne omkring vores arbejde, den faele gudstjeneste eller det evigt svigtende internet. Og det ER sjovt at faerdes i saa uvante omgivelser, i hvert fald saa laenge vi har raad til en billet hjem til Danmark og vores "rigtige" liv, vores base.
En redigeret tankestroem:
Uden en base havde det vaeret svaerere at laegge overskuds-distance til hverdagens smaa konfrontationer og kaos. Det bliver nu tydeligere dag for dag, at vi gennem hele rejsen har staaet med et solidt plantet usynligt ben i Danmark. Ja, vi er heldige, men ved vi hvor heldige vi er?
Naar jeg nu laegger maerke til mit eget usynlige ben, er det fordi jeg har vaeret ved at glemme det. I en overgang paa en maaneds tid kunne jeg ikke se Danmark for Indiens stoev, og pludselig var de sjove oplevelser ikke saa sjove laengere. Alting blev skraemmende virkeligt, min taalmodighed skrantede og jeg foelte mig saarbar - jeg foelte mig som en minoritet, en outsider. Alt sammen fordi jeg glemte, at vi kun er paa gennemrejse.
Det foeltes som at faa stukket en indisk syl mod min outsider-moedom. Jeg ved, at det lyder rigtig maerkeligt, og maaske giver det ikke mening for jer lige med det samme: Men som et lyn blev jeg pludselig opmaerksom paa, hvor meget mit danske sikkerhedsnet har betydet for hvem jeg er og hvordan jeg tackler momental elendighed. Det er meget nemmere at have mentalt overskud i Indien, naar man har en flybillet i lommen, som kan tage een hjem til Danmark.
Hvordan er jeg blevet 25 aar, uden at maerke hvordan det er at vaere udskud? Jeg stoler pludselig ikke laengere paa mine tidligere erfaringer, stoler ikke paa mine minder paa samme skraasikre maade som foer. Jeg bruger timer (Om natten, i busser, under morgenmaden, paa stranden, paa biblioteket) paa at genkalde mig forestillinger om mine venner - genoplever obskure sider af min folkeskoletid - forsoeger at forstaa, med min nye viden, hvornaar mennesker omkring mig har foelt sig udenfor.
Jeg goer mig umage for at leve mig ind i foelelsen af at vaere "forkert" - jeg ville gerne laere af detteher, men mine forsoeg paa selvransagelse preller oftest af. Jeg ser heldigvis stadig mig selv i spejlet og foeler mig i bund og grund elsket, accepteret. Jeg maa erkende, at man bliver nok alligevel ikke nogen outsider af at opleve ringeagt fra et indisk landsbysamfund i et par maaneder! Ens nosser vokser ikke, mit bryst taeller stadig kun 15 haar, og jeg vender ikke hjem til Danmark som noget psykisk vrag, gudskelov.
En redigeret tankestroem:
Uden en base havde det vaeret svaerere at laegge overskuds-distance til hverdagens smaa konfrontationer og kaos. Det bliver nu tydeligere dag for dag, at vi gennem hele rejsen har staaet med et solidt plantet usynligt ben i Danmark. Ja, vi er heldige, men ved vi hvor heldige vi er?
Naar jeg nu laegger maerke til mit eget usynlige ben, er det fordi jeg har vaeret ved at glemme det. I en overgang paa en maaneds tid kunne jeg ikke se Danmark for Indiens stoev, og pludselig var de sjove oplevelser ikke saa sjove laengere. Alting blev skraemmende virkeligt, min taalmodighed skrantede og jeg foelte mig saarbar - jeg foelte mig som en minoritet, en outsider. Alt sammen fordi jeg glemte, at vi kun er paa gennemrejse.
Det foeltes som at faa stukket en indisk syl mod min outsider-moedom. Jeg ved, at det lyder rigtig maerkeligt, og maaske giver det ikke mening for jer lige med det samme: Men som et lyn blev jeg pludselig opmaerksom paa, hvor meget mit danske sikkerhedsnet har betydet for hvem jeg er og hvordan jeg tackler momental elendighed. Det er meget nemmere at have mentalt overskud i Indien, naar man har en flybillet i lommen, som kan tage een hjem til Danmark.
Hvordan er jeg blevet 25 aar, uden at maerke hvordan det er at vaere udskud? Jeg stoler pludselig ikke laengere paa mine tidligere erfaringer, stoler ikke paa mine minder paa samme skraasikre maade som foer. Jeg bruger timer (Om natten, i busser, under morgenmaden, paa stranden, paa biblioteket) paa at genkalde mig forestillinger om mine venner - genoplever obskure sider af min folkeskoletid - forsoeger at forstaa, med min nye viden, hvornaar mennesker omkring mig har foelt sig udenfor.
Jeg goer mig umage for at leve mig ind i foelelsen af at vaere "forkert" - jeg ville gerne laere af detteher, men mine forsoeg paa selvransagelse preller oftest af. Jeg ser heldigvis stadig mig selv i spejlet og foeler mig i bund og grund elsket, accepteret. Jeg maa erkende, at man bliver nok alligevel ikke nogen outsider af at opleve ringeagt fra et indisk landsbysamfund i et par maaneder! Ens nosser vokser ikke, mit bryst taeller stadig kun 15 haar, og jeg vender ikke hjem til Danmark som noget psykisk vrag, gudskelov.
Jeg vaerdsaetter maaske bare mit liv en tand mere nu. Desuden bilder jeg mig ind, at jeg stadig oftere kan gribe en fornemmelse i luften og give Sidsel et klem naar hun har allermest brug for det og allermindst venter det.
Efter en periode med modvind og misforstaaelser, er mit hovede endelig begyndt at tage sig sammen. Vores hjemkomst rykker taettere paa og mit hjem i Danmark bliver tydeligere at se for hver dag der gaar. Hvad er ogsaa det for et budskab: Vi har vaeret i Indien i 5 maaneder, og jeg har allerede vaeret lige ved at glemme, at jeg har et andet hjem?! Ja, det lyder sgu tosset, men Indien er ogsaa et tosset sted, og vi har levet et temmelig tosset liv de sidste par maaneder.
Kys,
Jonas
Jonas
Ingen kommentarer:
Send en kommentar