Vi lander i Kastrup mandag den 28. klokken 8:15.
Der er mange, der ikke rigtig fatter, hvad vi har gang i. Forstaaeligt nok. Vi er pludselig blevet hjemadvendte paa to sekunder. Men der er visse ting, der paa samme tid driver os herfra og traekker os hjemad.
Det mest afgoerende for mig har vaeret at vide inderst inde, at vi har faaet noget uvurderligt med hjem i vores mentale rygsaek (undskyld den lamme metafor). Og det kan jeg maerke vi har... Det foeles lidt sjovt at skrive, for det er virkelig svaert at saette ord paa. Naa, men mon ikke I har en ide om hvad jeg mener? Livserfaring er saadan et godt bredt begreb, men det er sgu altid svaert at pinpoint'e de praecise erfaringer man har samlet op i en given situation. I dette tilfaelde har vi samlet saa mange nye erfaringer op, at vi er blevet maette. Vi kunne sikkert godt rejse rundt lidt mere, men arbejdet og livet i landsbyen var begyndt at taere paa kraefterne.
For to-tre uger siden var vi paa en forlaenget weekendtur til Pondicherry, og der besluttede vi i kor at undersoege flypriser - Jeg havde luftet ideen foer, og Sidsel gjorde nu udtryk for, at kunne jeg finde billetter til under 3000 per styk inden den 20. maj, saa var hun klar.
Jeg fandt billetter til 2300 kr, og vi begyndte selvfoelgelig med det samme at piske en helt vild stemning op... "For fanden, det blir saa laekkert - saa ska vi hjem og og spise rugbroed og drikke os stive i roedvin og grille om sommeren!" og saa videre. Efter to dage havde vi dog stadig ikke koebt billetterne, for vi ville alligevel foerst snakke med vores chef, Dr. Valsa om vores for-tidlige-udtraekning, inden vi hoppede til konklusioner. Vi sad begge med en lille klump skyld i halsen over at forlade projektet.
Inderst inde havde vi nok allerede besluttet os for at tage hjem. Efter at have tjekket flypriser var det hele blevet saa virkeligt, og nu taenkte vi mere og mere paa familien derhjemme, paa vennerne, som vi ikke har dyrket i snart et aar... Jeg selv ville mest af alt vaek fra jobbet, som heller ikke kunne leve op til tanken om Roskilde festival, om Tokes sommerhus og om at faa tid til at pleje dem vi holder af. "Arbejdet" har vaeret praeget af meeeget langsomme processer og maaange misforstaaelser.
Vi synes stadig vi har klaret det rigtig godt, men samtidig er der gaaet alt for lang tid med at rode traade ud mellem os og personalet. Guderne skal vide, at vi er nemme at arbejde sammen med - og der har udelukkende vaeret venlige miner. Men isaer jeg havde regnet med mere effektivitet, mere tempo og klare linjer. Vi havde forsoegt at forberede hospitalet paa vores ankomst, men det var som om de ikke havde laest vores mails, ikke havde forsoegt at saette sig ind i vores situation. Derfor kom det som et chok for dem, da vi efter 2 maaneders frustration og blindgang fortalte dem (for 3. gang) at vi ikke var ved at skrive speciale, og at vi ikke oesnkede at koere vores eget forskningsprojekt, men at vi regnede med at fungere som assistenter for de erfarne forskere paa stedet.
(jeg ved det er et langt indlaeg, men der er bare saa meget at samle op paa og forklare)
Hmm, sagde de - "Jamen, saa har vi jo forlangt for meget af jer indtil nu?"... JA for satan! Men det betoed til gengaeld, at vi havde arbejdet i to maaneder paa at saette os ind i alle aspekter af spedalskhedsstigma for at finde en passende problemstilling eller fokus for et eventuelt projekt. Vi havde proevet at stable et forskningsprojekt paa benene, og vi var trods alt klar til at fremlaegge vores taenker om emnet for direktoeren og Dr. Valsa.
Det var efter chok-samtalen (hvor tingene jo egentlig endelig faldt paa plads, men hvor det ogsaa gik op for alle parter, hvor skaevt vi var gaet af hinanden) at vi begyndte at overveje at tage hjem. For mig var det svaert at tilgive dem deres daarlige opmaerksomhed. Jeg havde skrevet de mest paedagogiske, udfoerlige mails til dem, og vi har vaeret supertalmodige og positive i 2 maaneder, for blot at faa at vide, at de ikke har forstaaet en skid. Hm, men det maatte vi jo aede, og paa samme tid var det da ogsaa en lettelse endelig at foele sig lyttet til.
Vi var enige om, at vi maatte fuldfoere de sidste maaneders arbejde, og at vi skulle holde det laenge ventede oplaeg for Valsa og direktoer Mannam. De var kede af at hoere at vi tog hjem, men de blev utroligt positivt overraskede over vores oplaeg. De havde ikke forventet at vi gik i dybden - It's just not the Indian way - og de undrede sig over, hvordan vi kunne forstaa emnet saa godt... De foelte sig inspirerede.
Men jeg ved ikke... maaske havde vi forventet endnu mere af os selv... Jo, vi havde nok pumpet vores ambitioner mere op end vi troede.
I mellemtiden var vi begyndt at snakke om at tage hjem allerede omkring 1. maj. Jeg var paa forhaand skuffet over ikke at foele nok "fremskridt" i vores research, men da vi saa stod og fremlagde vores smaa pointer og tilfoejelser til teorierne, var det som om det hele gav mere og mere mening. Laegerne foelte sig inspirerede af vores oplaeg og direktoeren udbroed flere gange imponeret "But that's EXACTLY what I have been thinking about - THIS is what must be done!" og lignende. Vi kunne ikke helt skjule hverken vores forbloeffelse eller stolthed, og Valsa lavede flere gange skjulte "thumbs up" til os. Vi tog afsted fra hospitalet med en foelelse af, at nu var det liiige begyndt at gaa saa godt, men ogsaa med en god fornemmelse af, at vi rent faktisk HAVDE foretaget os noget meningsfuldt.
Vi efterlod hospitalet med et grundigt 'literature review' og et diasshow, som de kunne vise andre studerende. Farvel med jer!
Det var straks svaerere at sige farvel til familien. Boernene graed og foraeldrene kunne ikke forstaa at vi ikke kom tilbage, og de kunne slet ikke forstaa at vi i det hele taget tog afsted?! "What is this???" Det var rigtig svaert at blive ved med at forklare dem vores grunde i tre dage, mens vi kunne se, hvor skuffede de var... Too bad, beslutningen var taget, og vi betalte dem to maaneders ekstra leje, samt donerede dem vores ventilator og seng (hvilket de var rigtig glade for). Det er saa en anden sag, at de nu forventer at faa tilsendt foedselsdagsgaver hvert aar for evigt. Det snakkede de meget om. Helt serioest.
Naar vi kommer hjem venter der en masse maaneder, hvor vi endnu ikke helt ved hvad der skal ske, men der er nok af planer at soesaette. Vi snakker om det i flyet.
Saa altsaa: Meget meget pludseligt hjemadvendte hilsner her fra mig og Sidsel. Haaber som sagt ikke den blev for lang!
Kaerlige kys fra Os 2
Ps. Saa saet kaffen over, laeg hvidvinen paa koel og goer grillen ren - vi er hjemme lige straks!!
Der er endnu flere nye billeder paa >
http://picasaweb.google.com/masalasindalbirk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar