Uddrag fra dagbog, 15. dec
(skrevet i nattoget til Ahmadabad)
Jeg vaagner, og alt skramler omkring mig. Metalliske lyde lige ved oeret, kroppen hopper, remmen paa min taske pisker ned i hovedet paa mig i fast takt. Jeg kan ikke rigtig se noget foerst - faegter vattaeppet vaek fra ansigtet.
Puha, jeg daekker mig hurtigt til igen, da jeg maerker kulden laengere nede paa kroppen. Min roev er helt iskold, har ligget med ansigtet vendt ind mod vaeggen, med ryggen til larmen i et svagt forsoeg paa at skabe lidt privatliv. Jeg har nu vendt mig igen - roev indad, ansigt udad. Sunder mig lidt...
Lyt nu efter! Hvad satan er DET?
"TATATATAIIIIIMMM PAPAPAPAAAAASSS!!!
Tatatataiiiimmm Papapapaaaasss!!
tatatataiiiimmm papapapaasssssss..."
Det er en stemme - den kommer naermere, men lyden bliver mere og mere svag... nu hvisker han: "tatatataiiimmm papapapaassss..."
En lille rosin af en mand med overbid og store fortaender, tykke kinder - lidt som en hamster - han har listige smilerynker hele vejen rundt i hovedet og stikker sit ansigt HELT taet paa mit. Han stirrer paa mig uden at blinke, og hvisler igen : "Tatatataiiimmm papapapaaasss!"...
Glem alt om intimsfaerer! Glem alt om at saette ord paa mit ansigtsudtryk - 'raedsel' daekker ikke tilnaermelsesvist.
Manden smiler soedt-snedigt til mig og fniser, traeder et skridt tilbage og nyder den opmaerksomhed resten af passagererne i toget mod Jaipur viser ham. Igen et nu middelhoejt "Tatatataiiimmm Papapapassss!!" og en let rysten med den store kurv i hans favn, som jeg foerst bemaerker nu. Han saelger kiks.
Jeg griner forsigtigt, soevndrukken og perpleks som jeg stadig er. Jeg spoerger, lettere irriteret og paa vagt: "But what does it mean???" Min usikkerhed er pinligt tydelig for enhver, men den preller fuldstaendig af paa ham, han blinker ikke og hans funklende oejne bare stirrer sindsygt ind i mig - som var han komplet opsat paa et drive mig til vanvid. Han fornoejer gavmildt hele selskabet med endnu et par udraab. Jeg er ikke bange for ham, han ser faktisk hjertevarm ud, men jeg kan ikke holde ud, at jeg ikke kan gennemskue hvorfor fa'en han har udvalgt mig til sine uforklarlige drillerier. Det giver INGEN mening for mig.
Sidsel og de indiske passagerer er ogsaa vaagne nu, og de griner bare og traekker paa skuldrene, da jeg soeger til dem for svar. Sidsels grin bliver vildere og vildere, og hun kan naesten ikke faa vejret... Jeg proever at grine med, men de griner ikke af kikse-wallaen... - griner de af MIG??! Ja, de griner af mig! Jeg forstaar det ikke, og mens desperationen lurer indeni mine knyttede haender, begynder Sidsel pludselig at skrige og togets bremser saetter i og hviner i tandskaerende harmoni med hende....
Det er et sted heromkring, at jeg vaagner med den kolde roev og hovedet nede i det afskyelige vattaeppe, som vi koebte i Jaipur for en uges tid siden.
Den lille, gnaveragtige mand havde vi moedt for en lille maaned siden i toget fra Howrah til NJP (paa vej mod Sikkim). Hvorfor han dukker op i en mareridtsagtig droem her i toget mod Ahmedabad tre uger senere, aner jeg ikke. Men hans droemme-version var utroligt livagtig, og det var egentlig kun skriget fra Sidsel, der goer mig i stand til at skelne droemmen fra virkeligheden. Pis... TOSSEDE LILLE MAND, hvad ville han egentlig?!
"Time pass", havde vores soede medpassagerer sagt indforstaaet til mig dengang, men det var jo langt fra forklaring nok. Siden har jeg i det skjulte gaaet og ledt efter en pakke kiks, som bar navnet Time Pass, men jeg begynder at tro det er et blindspor. Jeg lover migselv lige nu: To kikse-boder mere, saa giver jeg op.
Jeg bliver liggende saadan her, med ansigtet udad og stadigt varmere roev - Maaske opfanger jeg lyden af en ny kiksesaelger, som kan kaste lys over gnaverens salgstrick.
GUD hvor er her koldt! Burde Indien ikke vaere varmt? Jeg lytter igen, proever at boerste lidt stoev af det aekle vattaeppe (som om det hjalp!), men jeg hoerer kun den evige "Chaaai-chai-coffee-chai!" Varmen har nu skudt roedder helt ned i begge baller, og jeg tror jeg lukker oejnene igen... Godnat.
Jeg vaagner, og alt skramler omkring mig. Metalliske lyde lige ved oeret, kroppen hopper, remmen paa min taske pisker ned i hovedet paa mig i fast takt. Jeg kan ikke rigtig se noget foerst - faegter vattaeppet vaek fra ansigtet.
Puha, jeg daekker mig hurtigt til igen, da jeg maerker kulden laengere nede paa kroppen. Min roev er helt iskold, har ligget med ansigtet vendt ind mod vaeggen, med ryggen til larmen i et svagt forsoeg paa at skabe lidt privatliv. Jeg har nu vendt mig igen - roev indad, ansigt udad. Sunder mig lidt...
Lyt nu efter! Hvad satan er DET?
"TATATATAIIIIIMMM PAPAPAPAAAAASSS!!!
Tatatataiiiimmm Papapapaaaasss!!
tatatataiiiimmm papapapaasssssss..."
Det er en stemme - den kommer naermere, men lyden bliver mere og mere svag... nu hvisker han: "tatatataiiimmm papapapaassss..."
En lille rosin af en mand med overbid og store fortaender, tykke kinder - lidt som en hamster - han har listige smilerynker hele vejen rundt i hovedet og stikker sit ansigt HELT taet paa mit. Han stirrer paa mig uden at blinke, og hvisler igen : "Tatatataiiimmm papapapaaasss!"...
Glem alt om intimsfaerer! Glem alt om at saette ord paa mit ansigtsudtryk - 'raedsel' daekker ikke tilnaermelsesvist.
Manden smiler soedt-snedigt til mig og fniser, traeder et skridt tilbage og nyder den opmaerksomhed resten af passagererne i toget mod Jaipur viser ham. Igen et nu middelhoejt "Tatatataiiimmm Papapapassss!!" og en let rysten med den store kurv i hans favn, som jeg foerst bemaerker nu. Han saelger kiks.
Jeg griner forsigtigt, soevndrukken og perpleks som jeg stadig er. Jeg spoerger, lettere irriteret og paa vagt: "But what does it mean???" Min usikkerhed er pinligt tydelig for enhver, men den preller fuldstaendig af paa ham, han blinker ikke og hans funklende oejne bare stirrer sindsygt ind i mig - som var han komplet opsat paa et drive mig til vanvid. Han fornoejer gavmildt hele selskabet med endnu et par udraab. Jeg er ikke bange for ham, han ser faktisk hjertevarm ud, men jeg kan ikke holde ud, at jeg ikke kan gennemskue hvorfor fa'en han har udvalgt mig til sine uforklarlige drillerier. Det giver INGEN mening for mig.
Sidsel og de indiske passagerer er ogsaa vaagne nu, og de griner bare og traekker paa skuldrene, da jeg soeger til dem for svar. Sidsels grin bliver vildere og vildere, og hun kan naesten ikke faa vejret... Jeg proever at grine med, men de griner ikke af kikse-wallaen... - griner de af MIG??! Ja, de griner af mig! Jeg forstaar det ikke, og mens desperationen lurer indeni mine knyttede haender, begynder Sidsel pludselig at skrige og togets bremser saetter i og hviner i tandskaerende harmoni med hende....
Det er et sted heromkring, at jeg vaagner med den kolde roev og hovedet nede i det afskyelige vattaeppe, som vi koebte i Jaipur for en uges tid siden.
Den lille, gnaveragtige mand havde vi moedt for en lille maaned siden i toget fra Howrah til NJP (paa vej mod Sikkim). Hvorfor han dukker op i en mareridtsagtig droem her i toget mod Ahmedabad tre uger senere, aner jeg ikke. Men hans droemme-version var utroligt livagtig, og det var egentlig kun skriget fra Sidsel, der goer mig i stand til at skelne droemmen fra virkeligheden. Pis... TOSSEDE LILLE MAND, hvad ville han egentlig?!
"Time pass", havde vores soede medpassagerer sagt indforstaaet til mig dengang, men det var jo langt fra forklaring nok. Siden har jeg i det skjulte gaaet og ledt efter en pakke kiks, som bar navnet Time Pass, men jeg begynder at tro det er et blindspor. Jeg lover migselv lige nu: To kikse-boder mere, saa giver jeg op.
Jeg bliver liggende saadan her, med ansigtet udad og stadigt varmere roev - Maaske opfanger jeg lyden af en ny kiksesaelger, som kan kaste lys over gnaverens salgstrick.
GUD hvor er her koldt! Burde Indien ikke vaere varmt? Jeg lytter igen, proever at boerste lidt stoev af det aekle vattaeppe (som om det hjalp!), men jeg hoerer kun den evige "Chaaai-chai-coffee-chai!" Varmen har nu skudt roedder helt ned i begge baller, og jeg tror jeg lukker oejnene igen... Godnat.
1 kommentar:
Cille skriver til jer imorgen - hendes lillesøster er kold i den stramme røv over min misundelse på jeres rejse - , så jeg må ned at pakke gaver ind. De billeder er intet andet and trusseaftrækkere på mig -- uhhh jeg blir så glad! miav fra mig
xxxx
Send en kommentar