torsdag den 20. december 2007

Kold i roeven...



Uddrag fra dagbog, 15. dec

(skrevet i nattoget til Ahmadabad)

Jeg vaagner, og alt skramler omkring mig. Metalliske lyde lige ved oeret, kroppen hopper, remmen paa min taske pisker ned i hovedet paa mig i fast takt. Jeg kan ikke rigtig se noget foerst - faegter vattaeppet vaek fra ansigtet.

Puha, jeg daekker mig hurtigt til igen, da jeg maerker kulden laengere nede paa kroppen. Min roev er helt iskold, har ligget med ansigtet vendt ind mod vaeggen, med ryggen til larmen i et svagt forsoeg paa at skabe lidt privatliv. Jeg har nu vendt mig igen - roev indad, ansigt udad. Sunder mig lidt...

Lyt nu efter! Hvad satan er DET?

"TATATATAIIIIIMMM PAPAPAPAAAAASSS!!!

Tatatataiiiimmm Papapapaaaasss!!

tatatataiiiimmm papapapaasssssss..."

Det er en stemme - den kommer naermere, men lyden bliver mere og mere svag... nu hvisker han: "tatatataiiimmm papapapaassss..."

En lille rosin af en mand med overbid og store fortaender, tykke kinder - lidt som en hamster - han har listige smilerynker hele vejen rundt i hovedet og stikker sit ansigt HELT taet paa mit. Han stirrer paa mig uden at blinke, og hvisler igen : "Tatatataiiimmm papapapaaasss!"...

Glem alt om intimsfaerer! Glem alt om at saette ord paa mit ansigtsudtryk - 'raedsel' daekker ikke tilnaermelsesvist.

Manden smiler soedt-snedigt til mig og fniser, traeder et skridt tilbage og nyder den opmaerksomhed resten af passagererne i toget mod Jaipur viser ham. Igen et nu middelhoejt "Tatatataiiimmm Papapapassss!!" og en let rysten med den store kurv i hans favn, som jeg foerst bemaerker nu. Han saelger kiks.

Jeg griner forsigtigt, soevndrukken og perpleks som jeg stadig er. Jeg spoerger, lettere irriteret og paa vagt: "But what does it mean???" Min usikkerhed er pinligt tydelig for enhver, men den preller fuldstaendig af paa ham, han blinker ikke og hans funklende oejne bare stirrer sindsygt ind i mig - som var han komplet opsat paa et drive mig til vanvid. Han fornoejer gavmildt hele selskabet med endnu et par udraab. Jeg er ikke bange for ham, han ser faktisk hjertevarm ud, men jeg kan ikke holde ud, at jeg ikke kan gennemskue hvorfor fa'en han har udvalgt mig til sine uforklarlige drillerier. Det giver INGEN mening for mig.

Sidsel og de indiske passagerer er ogsaa vaagne nu, og de griner bare og traekker paa skuldrene, da jeg soeger til dem for svar. Sidsels grin bliver vildere og vildere, og hun kan naesten ikke faa vejret... Jeg proever at grine med, men de griner ikke af kikse-wallaen... - griner de af MIG??! Ja, de griner af mig! Jeg forstaar det ikke, og mens desperationen lurer indeni mine knyttede haender, begynder Sidsel pludselig at skrige og togets bremser saetter i og hviner i tandskaerende harmoni med hende....

Det er et sted heromkring, at jeg vaagner med den kolde roev og hovedet nede i det afskyelige vattaeppe, som vi koebte i Jaipur for en uges tid siden.

Den lille, gnaveragtige mand havde vi moedt for en lille maaned siden i toget fra Howrah til NJP (paa vej mod Sikkim). Hvorfor han dukker op i en mareridtsagtig droem her i toget mod Ahmedabad tre uger senere, aner jeg ikke. Men hans droemme-version var utroligt livagtig, og det var egentlig kun skriget fra Sidsel, der goer mig i stand til at skelne droemmen fra virkeligheden. Pis... TOSSEDE LILLE MAND, hvad ville han egentlig?!

"Time pass", havde vores soede medpassagerer sagt indforstaaet til mig dengang, men det var jo langt fra forklaring nok. Siden har jeg i det skjulte gaaet og ledt efter en pakke kiks, som bar navnet Time Pass, men jeg begynder at tro det er et blindspor. Jeg lover migselv lige nu: To kikse-boder mere, saa giver jeg op.

Jeg bliver liggende saadan her, med ansigtet udad og stadigt varmere roev - Maaske opfanger jeg lyden af en ny kiksesaelger, som kan kaste lys over gnaverens salgstrick.

GUD hvor er her koldt! Burde Indien ikke vaere varmt? Jeg lytter igen, proever at boerste lidt stoev af det aekle vattaeppe (som om det hjalp!), men jeg hoerer kun den evige "Chaaai-chai-coffee-chai!" Varmen har nu skudt roedder helt ned i begge baller, og jeg tror jeg lukker oejnene igen... Godnat.

onsdag den 19. december 2007

Jolly freakkin' Jumper!



Laenge siden, men nu skal bloggen altsaa ogsaa have een over nakken! Jeg tager noter undervejs paa rejsen, og i mit hovede har de foerste tre-fire blogindlaeg allerede taget form. Mange kaerlige hilsner flyder udi fingerspidserne fra Sidsels farvelkys, da hun tog med Kirsten (som er Sidsels mor) ind til Anjuna Wednesday Flea Market for et par timer siden.

Frikkedille frikadelle, nu vil jeg fortaelle...

Om min uges vigtigste oplevelse, som jeg baerer stolt i mig endnu: Jeg lod mig overtale af evigt-modige Sidsel til at tage paa ridetur udenfor Udaipur, OG... der var ikke tale om ponyer, men rigtige, store, flotte, sorte heste. Ud paa en ranch, fat i en hestemand, op i sadlen, spaend hjelmen, og UD over stepperne! Foerst skridtede vi, og Sidsel gav mig smaa instrukser - jeg har skridtet foer i Mongoliet, det er ingen kunst for stilforladte amatoerer - men saa begyndte vores indiske hestefyr at trave, og min hest satte ogsaa i trav (saadan uden videre!) - Min roev bankede ned i sadlen og mine kugler var raedselsslagne for varige skader. Efter nogle hundrede meter satte vi farten ned igen, og Sidsel og hestemanden graed af grin, udvekslede indforstaaede blikke og spurgte mig, om jeg ville af. Min ridestil var selvfoelgelig komisk, I kan sikkert forestille jer det, men jeg syntes faktisk det var sjovt, og efter at have travet tre-fire intervaller mere, havde Sidsel laert mig teknikken i at loefte roeven ved hvert andet bump, og jeg var totalt stolt og noed min succes...

Men saa, lidt senere mens vi var i trav, begyndte hestefyren uden varsel at galloppere med sin hest, og min egen fulgte pludseligt med i voldsomme ryk! F U C K, saadan en hest kan satme faa fart paa!! (pardon my French) Og pludselig bumpede min roev ikke mere, men til gengaeld var hele min krop spaendt, alle muskler i alarmberedskab og jeg havde INGEN kontrol over nogetsomhelst. Heldigvis stoppede min hest da de to andre stoppede, og det hele varede ikke mere end faa sekunder. Whooosh! Adrenalin HELT ud i fingerspidserne, og verdens stoerste smil paa mine laeber... men ogsaa lidt raedsel havde sat sig i oejnene. Fantastisk! Sidsel og hestefyren var igen - naturligvis - flade af grin, helt oploeste, for jeg havde vist skreget lidt (ekstremt meget, og paa en totalt toeset maade) undervejs, hvilket havde faaet dem til at stoppe igen. Sidsel gav mig igen nogle gode raad, og jeg forsikrede hende jeg var ok. To minutter senere satte hestemanden igen i fuld gallop, igen uden varsel, og jeg kastede mig ud i det og proevede at goere som Sidsel havde sagt (stramme mine laar om hesten - laene mig lidt forover - bevare toejlerne i mine haender, samlet, lavt - og lade vaere med at holde fast i sadlen - men det var jo helt umuligt... Hold da kaeft, hvor den tager ved! Det er en foelelse meget voldsommere end naar man trykker speederen i bund i foerste gear - uanset hvilken bil man koerer... komplet usammenligneligt, men faktisk meget lig med foelelsen af rafting, naar det er vildest.

Sidsels grin var ikke helt saa loessluppent denne gang, og hun sagde, at maaske var det uansvarligt, naar nu jeg praktisk talt aldrig havde reddet foer, men jeg spillede modig og vi forsoegte et par gange endnu. Til sidst foelte jeg, at jeg begyndte at faa styr paa det, men min kontrol var saa minimal, at hesten kunne goere ligesom der passede den. Hestemanden opdagede til sidst omfanget af min usikkerhed, og han sagde, at vi ikke maatte galloppere resten af turen. Han ville ikke baere ansvaret, selvom jeg stadig havde mod paa mere. Jeg ved jo ikke om I selv har proevet det, men har I?? Ellers kan jeg anbefale jer at proeve det engang... I hvert fald hvis hestene er saa soede som disse var.

Jeg anede ikke, at det kunne foeles saa godt at ride. Virkelig! Skal lige have mig en snik-snak med dig, Maria, naar jeg kommer hjem... Og jeg behoever vel ikke naevne, at Sidsel var edderstolt af mig :o) Men jeg er stadig ikke nogen dyreven, don't get me wrong...

Okay, det var vist alt for denne gang. Hestehistorien blev ret lang, haaber I havde tid til at laese den - jeg bliver jo bare saa begejstret...

Mange kys og kram fra jeres Jonas