Laenge siden, men nu skal bloggen altsaa ogsaa have een over nakken! Jeg tager noter undervejs paa rejsen, og i mit hovede har de foerste tre-fire blogindlaeg allerede taget form. Mange kaerlige hilsner flyder udi fingerspidserne fra Sidsels farvelkys, da hun tog med Kirsten (som er Sidsels mor) ind til Anjuna Wednesday Flea Market for et par timer siden.
Frikkedille frikadelle, nu vil jeg fortaelle...
Om min uges vigtigste oplevelse, som jeg baerer stolt i mig endnu: Jeg lod mig overtale af evigt-modige Sidsel til at tage paa ridetur udenfor Udaipur, OG... der var ikke tale om ponyer, men rigtige, store, flotte, sorte heste. Ud paa en ranch, fat i en hestemand, op i sadlen, spaend hjelmen, og UD over stepperne! Foerst skridtede vi, og Sidsel gav mig smaa instrukser - jeg har skridtet foer i Mongoliet, det er ingen kunst for stilforladte amatoerer - men saa begyndte vores indiske hestefyr at trave, og min hest satte ogsaa i trav (saadan uden videre!) - Min roev bankede ned i sadlen og mine kugler var raedselsslagne for varige skader. Efter nogle hundrede meter satte vi farten ned igen, og Sidsel og hestemanden graed af grin, udvekslede indforstaaede blikke og spurgte mig, om jeg ville af. Min ridestil var selvfoelgelig komisk, I kan sikkert forestille jer det, men jeg syntes faktisk det var sjovt, og efter at have travet tre-fire intervaller mere, havde Sidsel laert mig teknikken i at loefte roeven ved hvert andet bump, og jeg var totalt stolt og noed min succes...
Men saa, lidt senere mens vi var i trav, begyndte hestefyren uden varsel at galloppere med sin hest, og min egen fulgte pludseligt med i voldsomme ryk! F U C K, saadan en hest kan satme faa fart paa!! (pardon my French) Og pludselig bumpede min roev ikke mere, men til gengaeld var hele min krop spaendt, alle muskler i alarmberedskab og jeg havde INGEN kontrol over nogetsomhelst. Heldigvis stoppede min hest da de to andre stoppede, og det hele varede ikke mere end faa sekunder. Whooosh! Adrenalin HELT ud i fingerspidserne, og verdens stoerste smil paa mine laeber... men ogsaa lidt raedsel havde sat sig i oejnene. Fantastisk! Sidsel og hestefyren var igen - naturligvis - flade af grin, helt oploeste, for jeg havde vist skreget lidt (ekstremt meget, og paa en totalt toeset maade) undervejs, hvilket havde faaet dem til at stoppe igen. Sidsel gav mig igen nogle gode raad, og jeg forsikrede hende jeg var ok. To minutter senere satte hestemanden igen i fuld gallop, igen uden varsel, og jeg kastede mig ud i det og proevede at goere som Sidsel havde sagt (stramme mine laar om hesten - laene mig lidt forover - bevare toejlerne i mine haender, samlet, lavt - og lade vaere med at holde fast i sadlen - men det var jo helt umuligt... Hold da kaeft, hvor den tager ved! Det er en foelelse meget voldsommere end naar man trykker speederen i bund i foerste gear - uanset hvilken bil man koerer... komplet usammenligneligt, men faktisk meget lig med foelelsen af rafting, naar det er vildest.
Sidsels grin var ikke helt saa loessluppent denne gang, og hun sagde, at maaske var det uansvarligt, naar nu jeg praktisk talt aldrig havde reddet foer, men jeg spillede modig og vi forsoegte et par gange endnu. Til sidst foelte jeg, at jeg begyndte at faa styr paa det, men min kontrol var saa minimal, at hesten kunne goere ligesom der passede den. Hestemanden opdagede til sidst omfanget af min usikkerhed, og han sagde, at vi ikke maatte galloppere resten af turen. Han ville ikke baere ansvaret, selvom jeg stadig havde mod paa mere. Jeg ved jo ikke om I selv har proevet det, men har I?? Ellers kan jeg anbefale jer at proeve det engang... I hvert fald hvis hestene er saa soede som disse var.
Jeg anede ikke, at det kunne foeles saa godt at ride. Virkelig! Skal lige have mig en snik-snak med dig, Maria, naar jeg kommer hjem... Og jeg behoever vel ikke naevne, at Sidsel var edderstolt af mig :o) Men jeg er stadig ikke nogen dyreven, don't get me wrong...
Okay, det var vist alt for denne gang. Hestehistorien blev ret lang, haaber I havde tid til at laese den - jeg bliver jo bare saa begejstret...
Mange kys og kram fra jeres Jonas
Frikkedille frikadelle, nu vil jeg fortaelle...
Om min uges vigtigste oplevelse, som jeg baerer stolt i mig endnu: Jeg lod mig overtale af evigt-modige Sidsel til at tage paa ridetur udenfor Udaipur, OG... der var ikke tale om ponyer, men rigtige, store, flotte, sorte heste. Ud paa en ranch, fat i en hestemand, op i sadlen, spaend hjelmen, og UD over stepperne! Foerst skridtede vi, og Sidsel gav mig smaa instrukser - jeg har skridtet foer i Mongoliet, det er ingen kunst for stilforladte amatoerer - men saa begyndte vores indiske hestefyr at trave, og min hest satte ogsaa i trav (saadan uden videre!) - Min roev bankede ned i sadlen og mine kugler var raedselsslagne for varige skader. Efter nogle hundrede meter satte vi farten ned igen, og Sidsel og hestemanden graed af grin, udvekslede indforstaaede blikke og spurgte mig, om jeg ville af. Min ridestil var selvfoelgelig komisk, I kan sikkert forestille jer det, men jeg syntes faktisk det var sjovt, og efter at have travet tre-fire intervaller mere, havde Sidsel laert mig teknikken i at loefte roeven ved hvert andet bump, og jeg var totalt stolt og noed min succes...
Men saa, lidt senere mens vi var i trav, begyndte hestefyren uden varsel at galloppere med sin hest, og min egen fulgte pludseligt med i voldsomme ryk! F U C K, saadan en hest kan satme faa fart paa!! (pardon my French) Og pludselig bumpede min roev ikke mere, men til gengaeld var hele min krop spaendt, alle muskler i alarmberedskab og jeg havde INGEN kontrol over nogetsomhelst. Heldigvis stoppede min hest da de to andre stoppede, og det hele varede ikke mere end faa sekunder. Whooosh! Adrenalin HELT ud i fingerspidserne, og verdens stoerste smil paa mine laeber... men ogsaa lidt raedsel havde sat sig i oejnene. Fantastisk! Sidsel og hestefyren var igen - naturligvis - flade af grin, helt oploeste, for jeg havde vist skreget lidt (ekstremt meget, og paa en totalt toeset maade) undervejs, hvilket havde faaet dem til at stoppe igen. Sidsel gav mig igen nogle gode raad, og jeg forsikrede hende jeg var ok. To minutter senere satte hestemanden igen i fuld gallop, igen uden varsel, og jeg kastede mig ud i det og proevede at goere som Sidsel havde sagt (stramme mine laar om hesten - laene mig lidt forover - bevare toejlerne i mine haender, samlet, lavt - og lade vaere med at holde fast i sadlen - men det var jo helt umuligt... Hold da kaeft, hvor den tager ved! Det er en foelelse meget voldsommere end naar man trykker speederen i bund i foerste gear - uanset hvilken bil man koerer... komplet usammenligneligt, men faktisk meget lig med foelelsen af rafting, naar det er vildest.
Sidsels grin var ikke helt saa loessluppent denne gang, og hun sagde, at maaske var det uansvarligt, naar nu jeg praktisk talt aldrig havde reddet foer, men jeg spillede modig og vi forsoegte et par gange endnu. Til sidst foelte jeg, at jeg begyndte at faa styr paa det, men min kontrol var saa minimal, at hesten kunne goere ligesom der passede den. Hestemanden opdagede til sidst omfanget af min usikkerhed, og han sagde, at vi ikke maatte galloppere resten af turen. Han ville ikke baere ansvaret, selvom jeg stadig havde mod paa mere. Jeg ved jo ikke om I selv har proevet det, men har I?? Ellers kan jeg anbefale jer at proeve det engang... I hvert fald hvis hestene er saa soede som disse var.
Jeg anede ikke, at det kunne foeles saa godt at ride. Virkelig! Skal lige have mig en snik-snak med dig, Maria, naar jeg kommer hjem... Og jeg behoever vel ikke naevne, at Sidsel var edderstolt af mig :o) Men jeg er stadig ikke nogen dyreven, don't get me wrong...
Okay, det var vist alt for denne gang. Hestehistorien blev ret lang, haaber I havde tid til at laese den - jeg bliver jo bare saa begejstret...
Mange kys og kram fra jeres Jonas
1 kommentar:
Kæreste Jonas! Fakta er, at rigtig mænd ikke rider, men vi tager snakken når du kommer hjem alligevel!!
Send en kommentar