I forgaars, loerdag, sad vi paa nettet mens biblioteket havde formiddagsaabent, men jeg skulle saadan paa toilettet (og der var ik mere papir), at jeg maatte gaa hjem midt i en mail... vralte hjem, faktisk... Jeg kunne maerke det var haard mave, der ville ud, saa jeg var lidt nervoes - har proevet det foer, kender symptomerne. Jeg satte mig svedende ned, vristede min t-shirt af - allerede klam ned ad ryggen - og begyndte at vente.
Kroppen klarer den slags selv, isaer naar trangen er der... Saa jeg sidder bare og venter paa at blive befriet for min brune byrde, da jeg faar den uhyggelige foelelse af, at jeg kommer til at sidde fast her i evigheder! Jeg giver op paa forhaand. Nogle af jer, der laeser bloggen maa have proevet at foede (en fornoejelse, jeg er sparet for), og jeg ved godt, at maend bliver klynget op for at sige detteher, men jeg tror jeg kan leve mig ind i foelelsen (altsaa kun den ubehagelige del af det).
Jeg kan ikke rejse mig. Jeg er klar til at toemme ryggen og toget har forladt stationen, men DER SKER IKKE NOGET! Intet plask, ikke engang en lille rislen eller blot lidt overskydende luft, nada. "Den er for stor! 112! Jeg maa have hjaelp!", taenker jeg og ser mig febrilsk om efter den mobiltelefon, som jeg lod blive hjemme i Danmark.
Men kroppen har taget toejlerne, den presser ufortroedent paa og ignorerer min frygt - den vil bare derudaf, koste hvad det vil! Jeg kan pludselig se blodaarerne i mine arme blive tydeligere, mens hele min krop spaender og jeg hviner hoejt i afmagt... "OOOOIIIH!" Jeg slaar haardt ind i de poroese kakler paa vaeggen, mine knae samles, og foedderne glider ud til siden, da jeg laener mig forover og forsoeger at traekke i land. Jeg koncentrerer al min energi om at slappe kroppen af, genvinder et oejeblik kontrollen og kan taenke klart igen.
Jeg ved, at der er et par kirurger paa hospitalet, som vil kunne give mig en form for kejsersnit, og jeg ser scenen for mig. Sidsels medlidende grin i mit oere, mig paa en briks og kirurgen, der staar over mig med vaemmelse i oejnene...
Og liiige DER stikker Sidsel hovedet ind af doeren til vaerelset: "Hvor er du?" kvidrer hun drilsk... Og da hun kommer ud paa badevaerelset og ser min tilstand eksploderer hun, som forventet, i kaskader af latter, mens hendes pande modvilligt rynkes i medlidende hvalpedeller, hvilket fortaeller mig, at jeg maa se herrens ud. "Den er tyve over!" fniser hun, og jeg kommer i tanke om den aftale vi har med pr-chefen klokken halv. Jeg stoenner lidt, men mander mig saa op - mens jeg kaemper haardt for at holde kroppen stangen - og siger: "Du maa bare sige det som det er... At jeg har the hard motions, og at det er saa slemt, at det ikke kan komme forbi hullet!" Sidsel ser paa mig, vantro, og jeg tilfoejer forklarende: "Mit roevhul er for fanden helt udspilet - hele omraadet dernede er haevet som om det er en foedsel, og der er stadig ikke kommet bare en lille poelle ud!!" Hun skriger selvfolgelig af grin, midt i en regn af undskyldninger og medlidenhed, og jeg proever faktisk ikke at vaere sjov... Men under min sved har jeg alt alt for travlt til at kunne grine med eller blive sur. Jeg kaemper stadig med kroppen, som virkelig er opsat paa at skubbe min foerstefoedte ud i lyset, og jeg kan hoere mig selv gentage livloest ind i hendes latterkrampe: "...det er okay, jeg ville selv grine, hvis jeg kunne... og det goer ikke saadan rigtig ondt, det er bare saa maerkeligt, at jeg kan ikke rigtig kan foele noget overhovedet..." Det var denne foelelse, som fik mig til at taenke paa foedsler...
Sidsel gaar omsider. Jeg kan hoere hende grine, mens hun gaar ud af doeren, og det eneste raad hun efterlod mig med var, at jeg kunne proeve at stikke en finger op i roeven og splitte dyret ad i mindre stykker, inden jeg pressede videre. "Del og hersk!"som een af Sidsels veninder senere har kaldt strategien.
Jeg proevede, med et par lag papirer imellem, men kunne ikke faa mig selv til at grave med neglene, og desuden var det som en betonmur at bryde igennem. NO WAY ville jeg nogensinde komme derfra i live, taenkte jeg. Men lige DER mistede jeg kontrollen over kroppen, og den kraft, der sendtes igennem alle mine muskler, og som spaendte mine tindinger, fik mig til at straekke hele kroppen!! Mine foedder blev skudt frem og mit baghovedet bankede mod kaklerne bag mig - alt sammen pludseligt og ufrivilligt. Jeg taenkte paa at raabe eller stoenne, men jeg kunne ikke faa vejret til at sige lydene. Det eneste jeg gjorde bevidst var at holde min tunge vaek fra mine taender, som lukkede i som en bjoernesaks, da mine oejne soegte opad og forsvandt et sted under mine oejenbryn.
DER skete det endelig - mere end en times haardt arbejde efter at have forladt biblioteket. Jeg var bange for at besvime, da jeg maerkede vaegten forlade min krop i et langt, sejt traek - det lugtede underligt. Jeg havde vaeret angst for at komme til at spraette noget op dernede, og da jeg kiggede halvomtaaget ned i kummen var der ogsaa blod. Operationsbordet viste sig paa min indre nethinde endnu engang, inden jeg faldt i staver, overvaeldet af lettelsen.
Jeg blev siddende saadan i fem minutter og trak vejret dybt, foer jeg vovede at tage toiletpapiret og maerke efter... Man sku tro det var loegn, men jeg var stadig en centimeter udvidet, og kunne maerke en lille udposning nederst, som jeg gaettede paa var en blodansamling, foraarsaget af spaengte blodkar under huden.Der var desvaerre ikke noget blod paa papiret, da jeg kiggede paa det, saa blodet i kummen maatte stamme fra en rids indeni.
Jeg tog et langt bad, og soergede for at vente med at traekke ud, indtil Sidsel kom tilbage, faa minutter senere. Hun morede sig over hele sceneriet, men var tydeligvis ogsaa lettet over, at jeg havde det godt igen. Jeg fortalte hende ikke saa mange detaljer, for jeg var alt for optaget af at maerke efter om min krop havde taget yderligere skade. Efter vi havde dokumenteret bedriften med vores 'digispejl', bemaerkede Sidsel, at mit ene oeje var blevet helt blodspraengt, og jeg grinede lidt for mig selv, indtil sammentraekningerne gjorde for ondt.
Jeg aner stadig ikke, hvordan det skete, men jeg er begyndt at spise mere frugt og fiberrigt broed. Tror jeg skal finde mig noget kosttilskud inde i Vellore een af dagene.
Og lad nu vaere med at fortaelle alle om det - lad os holde det mellem os ;-)
Kaerligst,
Jonas
Ingen kommentarer:
Send en kommentar