Viser opslag med etiketten Religion. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Religion. Vis alle opslag

onsdag den 2. april 2008

In sekt i Sathyapuram


Jonas og jeg havde glaedeligt takket ja til en middagsinvitation fra familien nedenunder. Men set i bakspejlet, saa tror jeg hele aftensmad-set-up'et var et paaskud for at slaebe os med ind i Guds lokale hus...

Vi var inviteret til kl 19.00, hvor familien beder dagligt. Saa langt var vi med. Vi syntes begge det kunne vaere sjovt at opleve, hvordan vores indiske venner er kristne. Shanti (mor) var 'forsanger' i boennen og Manoj (soen paa 9) og Dinesh (soen paa 7) var skiftevis paa trommer. Der var saadan lidt trancesang over det, men heldigvis udnyttede de to knejter enhver lejlighed, de fik, til at sende betryggende, barnlige smil til os, saa situationen var paa ingen maade skraemmende. Men hvis de havde vaeret lige saa inderligt involverede i boennen som mutter, der sad med lukkede oejne under rynkede bryn med armene haevet mod himlen, mens hun sang og hviskede "sandram, sandram, sandram" - praise the Lord -, saa kan det godt vaere, at jeg var blevet lidt uhyggelig til mode.

Paa et tidspunkt bad Shanti os om at sige en boen paa engelsk ("oh so sorry, we know no English prayer, only Danish, sorry, sorry..."), saa hun bad Dinesh finde sin boennebog i skoletasken, og saa gav hun os instrukser til at laese op. Forestil jer det lige, Jonas mr. superateist og mig mrs. jeg-tror-naermere-paa-energier, der sidder og laeser Fadervor op i kor. Oemt! Men at doemme paa Shantis ansigtudtryk gjorde vi det tilfredsstillende, og seancen kunne slutte med op til flere haandtryk og dydige "praise the Lord"s.

Okay, saa langt saa godt, indtil dette tidspunkt i historien havde det vaeret en rigtig fin og intim oplevelse, men problemet er, at historien ikke stopper her. Nu spurgte Shanti paa sin typiske, kommanderende facon, om vi ville med i kirke ("you go to church with us now!"), og denne gang var kommandoen tydeligvis ikke kun et udtryk for hendes simple engelsk - det var ogsaa en klar indikation paa forventningen om, at vi tog med. Og som de eksemplariske logerende, og de nysgerrige wanna-be antropologer, vi nu engang er, gjorde vi det selvfoelgelig.

Kirken var et simpelt, hvidmalet rum med et haevet plateau i den fjerneste ende af rummet, hvor praesten opholdt sig. Kirkegaengerne, os inklusive, sad paa rismaatter paa gulvet. Rummet var oplyst af adskillige lysstofroer, og det hvide lys i modsaetning til aftenens moerke havde tiltrukket et krablende kribleri af insekter. Jeg siger jer, der var et mylder af minimini dyr paa gulvet og i luften - over det hele kravlede de paa deres smaa ulaekre ben. En eller to biller er soede nok, men naar der er millioner, og de flyver ind i munden eller borer sig ned i haaret paa een, eller man ikke kan lave nogen bevaegelser uden at kvase dem og faa insektindvolde ud over det hele, saa er de godt nok for klamme! Adr! Jeg var saa taknemmelig for mit toerklaede, der gav mig lae for svaermene. I det mindste saa de ikke invaderede mine ansigthuller.

Tilbage til praesten og praedikenen. Showet foregik selvfoelgelig paa tamil, men i dagens anledning og til aere for os oversatte praestens kone til engelsk. De spurgte tidligt i forloebet, om vi var kristne, og lige i det oejeblik i den sammenhaeng, var baade Jonas og jeg altsaa troende protestanter (jeg undlod at fortaelle, at jeg ikke er doebt... hvilket i oevrigt er forfaerdeligt - hvorfor, mor og far, har I aldrig fortalt mig, at jeg vil leve i skyggen hele mit liv og komme i helvede af den grund??!). De spurgte os ogsaa, hvor vores bibel var ("oehhm, den.... den... den har vi ikke, jeg mener, saadan een har vi ikke"), hvorpaa vi afsloerede, at vi ikke ejer een. De var maalloese og forargede.

Een af kvinderne, jeg sad ved siden af, spurgte mig derefter flere gange mistroisk, hvor min bibel var. Og naar jeg svarede det samme igen (troede hun jeg ville aendre vidneforklaring eller hvad?!) "I don't have a Bible", saa hun paa mig med det vaerste 'afskyvakte' blik. Det er sjaeldent jeg har oplevet saadan noget........ maaske det vil goere mig i lidt bedre stand til at saette mig i en spedalskhedsstigmatiseret persons sted?!

Resten af praedikenen handlede pudsigt nok om, hvilken synd det er ikke at baere Guds ord med sig hele tiden. Og om hvordan man aldrig kan leve lykkeligt uden at tro paa Gud, og hvilke vederstyggeligheder folk maa gaa igennem, hvis de ikke tror, og hvordan man bliver ledt i fristelse, hvis man ikke har Gud ved sin side.

Maaske vi bare foelte os meget ramte fordi vi VED, at hvis de vidste, hvordan vi lever vores liv, ville de se os som noget forfaerdeligt afskum. Men helt aerligt, det var altsaa naesten saa pinligt aabenlyst at praedikenen var rettet imod os, at det ikke bare kunne vaere en misforstaaelse: paa et tidspunkt, hvor konen ikke oversatte, vendte stoerstedelen af de 20-30 mennesker i kirken om og kiggede paa os... paa den ikke saa venlige maade, vel at maerke.

Sikke en oplevelse! Sessionen var ovre efter 2 timer og vi rejste os fra gulvet med groft oemme baller og fodled (jeg proevede at sidde i forskellige stillinger paa gulvet, men der var tilsyneladende kun to der var acceptable, 'havfruen' og 'skraedderen' - Shanti irettesatte mig paa et tidspunkt, hvor jeg sad og holdt om mine knae, med et brysk "sit proberly!"... og det turde jeg altsaa ikke modsaette mig!) Og saa kl. 21.15, to timer efter vi var inviteret til aftensmad, fik vi serveret et dejligt (!) maaltid mad i Anbu og Shantis stue, der varede 15 min. Kan I foelge proportionerne?! Gud er en big deal i Sathyapuram!

Det skal lige siges at vi bortset fra denne lille episode stortrives i huset hos familien, de er gode ved os, hjaelper os, hvor de kan og virker som om de holder af vores selskab. Isaer Dinesh og Manoj har fundet deres livs legekammerater i Uncle og Auntie... hyggeligt, selvom vi nogle gange foeler os noedtvunget til at lyve og goere krav paa noget 'arbejdstid' (defineret som tid, hvor vi tusser noegne rundt og drikker kaffe og spiller kort), for at faa bare en smule privatliv.

Temperaturen stiger stoet dag for dag, men vi er blevet velsignede med et par heftige regnskyl, hvilket saenker temperaturen lidt og er ret usaedvanligt for denne aarstid. Heldigvis tilpasser vores kroppe sig tilsyneladende ogsaa - selvom jeg maa indroemme at vi saetter pris paa vores nyindkoebte fan i sovevaerelset!

Kaerligste hilsner, Sidsel