mandag den 2. juni 2008

Præsentationen

Leprosy Stigma Presentation





A presentation done for the Leprosy Training and Research Centre in Karigiri, Tamil Nadu, India. The background story is quite long, but this sketchy presentation pretty much sums up our entire work done in Karigiri. You'll have to ask us for the full story...

søndag den 27. april 2008

The Essential Update!

Vi lander i Kastrup mandag den 28. klokken 8:15.

Der er mange, der ikke rigtig fatter, hvad vi har gang i. Forstaaeligt nok. Vi er pludselig blevet hjemadvendte paa to sekunder. Men der er visse ting, der paa samme tid driver os herfra og traekker os hjemad.

Det mest afgoerende for mig har vaeret at vide inderst inde, at vi har faaet noget uvurderligt med hjem i vores mentale rygsaek (undskyld den lamme metafor). Og det kan jeg maerke vi har... Det foeles lidt sjovt at skrive, for det er virkelig svaert at saette ord paa. Naa, men mon ikke I har en ide om hvad jeg mener? Livserfaring er saadan et godt bredt begreb, men det er sgu altid svaert at pinpoint'e de praecise erfaringer man har samlet op i en given situation. I dette tilfaelde har vi samlet saa mange nye erfaringer op, at vi er blevet maette. Vi kunne sikkert godt rejse rundt lidt mere, men arbejdet og livet i landsbyen var begyndt at taere paa kraefterne.

For to-tre uger siden var vi paa en forlaenget weekendtur til Pondicherry, og der besluttede vi i kor at undersoege flypriser - Jeg havde luftet ideen foer, og Sidsel gjorde nu udtryk for, at kunne jeg finde billetter til under 3000 per styk inden den 20. maj, saa var hun klar.

Jeg fandt billetter til 2300 kr, og vi begyndte selvfoelgelig med det samme at piske en helt vild stemning op... "For fanden, det blir saa laekkert - saa ska vi hjem og og spise rugbroed og drikke os stive i roedvin og grille om sommeren!" og saa videre. Efter to dage havde vi dog stadig ikke koebt billetterne, for vi ville alligevel foerst snakke med vores chef, Dr. Valsa om vores for-tidlige-udtraekning, inden vi hoppede til konklusioner. Vi sad begge med en lille klump skyld i halsen over at forlade projektet.

Inderst inde havde vi nok allerede besluttet os for at tage hjem. Efter at have tjekket flypriser var det hele blevet saa virkeligt, og nu taenkte vi mere og mere paa familien derhjemme, paa vennerne, som vi ikke har dyrket i snart et aar... Jeg selv ville mest af alt vaek fra jobbet, som heller ikke kunne leve op til tanken om Roskilde festival, om Tokes sommerhus og om at faa tid til at pleje dem vi holder af. "Arbejdet" har vaeret praeget af meeeget langsomme processer og maaange misforstaaelser.

Vi synes stadig vi har klaret det rigtig godt, men samtidig er der gaaet alt for lang tid med at rode traade ud mellem os og personalet. Guderne skal vide, at vi er nemme at arbejde sammen med - og der har udelukkende vaeret venlige miner. Men isaer jeg havde regnet med mere effektivitet, mere tempo og klare linjer. Vi havde forsoegt at forberede hospitalet paa vores ankomst, men det var som om de ikke havde laest vores mails, ikke havde forsoegt at saette sig ind i vores situation. Derfor kom det som et chok for dem, da vi efter 2 maaneders frustration og blindgang fortalte dem (for 3. gang) at vi ikke var ved at skrive speciale, og at vi ikke oesnkede at koere vores eget forskningsprojekt, men at vi regnede med at fungere som assistenter for de erfarne forskere paa stedet.

(jeg ved det er et langt indlaeg, men der er bare saa meget at samle op paa og forklare)

Hmm, sagde de - "Jamen, saa har vi jo forlangt for meget af jer indtil nu?"... JA for satan! Men det betoed til gengaeld, at vi havde arbejdet i to maaneder paa at saette os ind i alle aspekter af spedalskhedsstigma for at finde en passende problemstilling eller fokus for et eventuelt projekt. Vi havde proevet at stable et forskningsprojekt paa benene, og vi var trods alt klar til at fremlaegge vores taenker om emnet for direktoeren og Dr. Valsa.

Det var efter chok-samtalen (hvor tingene jo egentlig endelig faldt paa plads, men hvor det ogsaa gik op for alle parter, hvor skaevt vi var gaet af hinanden) at vi begyndte at overveje at tage hjem. For mig var det svaert at tilgive dem deres daarlige opmaerksomhed. Jeg havde skrevet de mest paedagogiske, udfoerlige mails til dem, og vi har vaeret supertalmodige og positive i 2 maaneder, for blot at faa at vide, at de ikke har forstaaet en skid. Hm, men det maatte vi jo aede, og paa samme tid var det da ogsaa en lettelse endelig at foele sig lyttet til.

Vi var enige om, at vi maatte fuldfoere de sidste maaneders arbejde, og at vi skulle holde det laenge ventede oplaeg for Valsa og direktoer Mannam. De var kede af at hoere at vi tog hjem, men de blev utroligt positivt overraskede over vores oplaeg. De havde ikke forventet at vi gik i dybden - It's just not the Indian way - og de undrede sig over, hvordan vi kunne forstaa emnet saa godt... De foelte sig inspirerede.

Men jeg ved ikke... maaske havde vi forventet endnu mere af os selv... Jo, vi havde nok pumpet vores ambitioner mere op end vi troede.

I mellemtiden var vi begyndt at snakke om at tage hjem allerede omkring 1. maj. Jeg var paa forhaand skuffet over ikke at foele nok "fremskridt" i vores research, men da vi saa stod og fremlagde vores smaa pointer og tilfoejelser til teorierne, var det som om det hele gav mere og mere mening. Laegerne foelte sig inspirerede af vores oplaeg og direktoeren udbroed flere gange imponeret "But that's EXACTLY what I have been thinking about - THIS is what must be done!" og lignende. Vi kunne ikke helt skjule hverken vores forbloeffelse eller stolthed, og Valsa lavede flere gange skjulte "thumbs up" til os. Vi tog afsted fra hospitalet med en foelelse af, at nu var det liiige begyndt at gaa saa godt, men ogsaa med en god fornemmelse af, at vi rent faktisk HAVDE foretaget os noget meningsfuldt.

Vi efterlod hospitalet med et grundigt 'literature review' og et diasshow, som de kunne vise andre studerende. Farvel med jer!

Det var straks svaerere at sige farvel til familien. Boernene graed og foraeldrene kunne ikke forstaa at vi ikke kom tilbage, og de kunne slet ikke forstaa at vi i det hele taget tog afsted?! "What is this???" Det var rigtig svaert at blive ved med at forklare dem vores grunde i tre dage, mens vi kunne se, hvor skuffede de var... Too bad, beslutningen var taget, og vi betalte dem to maaneders ekstra leje, samt donerede dem vores ventilator og seng (hvilket de var rigtig glade for). Det er saa en anden sag, at de nu forventer at faa tilsendt foedselsdagsgaver hvert aar for evigt. Det snakkede de meget om. Helt serioest.

Naar vi kommer hjem venter der en masse maaneder, hvor vi endnu ikke helt ved hvad der skal ske, men der er nok af planer at soesaette. Vi snakker om det i flyet.

Saa altsaa: Meget meget pludseligt hjemadvendte hilsner her fra mig og Sidsel. Haaber som sagt ikke den blev for lang!

Kaerlige kys fra Os 2

Ps. Saa saet kaffen over, laeg hvidvinen paa koel og goer grillen ren - vi er hjemme lige straks!!

Der er endnu flere nye billeder paa >
http://picasaweb.google.com/masalasindalbirk

lørdag den 12. april 2008

Tossede tanker fra et tosset sted

Vi har forsoegt at laegge et blink i oejet paa bloggen, selv naar vi har skrevet om frustrationerne omkring vores arbejde, den faele gudstjeneste eller det evigt svigtende internet. Og det ER sjovt at faerdes i saa uvante omgivelser, i hvert fald saa laenge vi har raad til en billet hjem til Danmark og vores "rigtige" liv, vores base.

En redigeret tankestroem:

Uden en base havde det vaeret svaerere at laegge overskuds-distance til hverdagens smaa konfrontationer og kaos. Det bliver nu tydeligere dag for dag, at vi gennem hele rejsen har staaet med et solidt plantet usynligt ben i Danmark. Ja, vi er heldige, men ved vi hvor heldige vi er?

Naar jeg nu laegger maerke til mit eget usynlige ben, er det fordi jeg har vaeret ved at glemme det. I en overgang paa en maaneds tid kunne jeg ikke se Danmark for Indiens stoev, og pludselig var de sjove oplevelser ikke saa sjove laengere. Alting blev skraemmende virkeligt, min taalmodighed skrantede og jeg foelte mig saarbar - jeg foelte mig som en minoritet, en outsider. Alt sammen fordi jeg glemte, at vi kun er paa gennemrejse.

Det foeltes som at faa stukket en indisk syl mod min outsider-moedom. Jeg ved, at det lyder rigtig maerkeligt, og maaske giver det ikke mening for jer lige med det samme: Men som et lyn blev jeg pludselig opmaerksom paa, hvor meget mit danske sikkerhedsnet har betydet for hvem jeg er og hvordan jeg tackler momental elendighed. Det er meget nemmere at have mentalt overskud i Indien, naar man har en flybillet i lommen, som kan tage een hjem til Danmark.

Hvordan er jeg blevet 25 aar, uden at maerke hvordan det er at vaere udskud? Jeg stoler pludselig ikke laengere paa mine tidligere erfaringer, stoler ikke paa mine minder paa samme skraasikre maade som foer. Jeg bruger timer (Om natten, i busser, under morgenmaden, paa stranden, paa biblioteket) paa at genkalde mig forestillinger om mine venner - genoplever obskure sider af min folkeskoletid - forsoeger at forstaa, med min nye viden, hvornaar mennesker omkring mig har foelt sig udenfor.

Jeg goer mig umage for at leve mig ind i foelelsen af at vaere "forkert" - jeg ville gerne laere af detteher, men mine forsoeg paa selvransagelse preller oftest af. Jeg ser heldigvis stadig mig selv i spejlet og foeler mig i bund og grund elsket, accepteret. Jeg maa erkende, at man bliver nok alligevel ikke nogen outsider af at opleve ringeagt fra et indisk landsbysamfund i et par maaneder! Ens nosser vokser ikke, mit bryst taeller stadig kun 15 haar, og jeg vender ikke hjem til Danmark som noget psykisk vrag, gudskelov.

Jeg vaerdsaetter maaske bare mit liv en tand mere nu. Desuden bilder jeg mig ind, at jeg stadig oftere kan gribe en fornemmelse i luften og give Sidsel et klem naar hun har allermest brug for det og allermindst venter det.

Efter en periode med modvind og misforstaaelser, er mit hovede endelig begyndt at tage sig sammen. Vores hjemkomst rykker taettere paa og mit hjem i Danmark bliver tydeligere at se for hver dag der gaar. Hvad er ogsaa det for et budskab: Vi har vaeret i Indien i 5 maaneder, og jeg har allerede vaeret lige ved at glemme, at jeg har et andet hjem?! Ja, det lyder sgu tosset, men Indien er ogsaa et tosset sted, og vi har levet et temmelig tosset liv de sidste par maaneder.

Kys,
Jonas

fredag den 4. april 2008

Hvordan man bliver bedre til at opdatere sine internetprofiler

Der findes sikkert mere tekniske loesninger end den jeg her vil gennemgaa, men:

Man skal...

1. have adgang til gratis (eller halv-billigt) internet.
2. have en liste over de sites man er registreret paa.
3. vaere paent taalmodig (hvis forbindelsen er til rotterne).
4. bosaette sig langt ude paa landet i Indien.
5. have chefer, der er saa fortravlede, at de udsaetter dine moeder uendeligt.

Utroligt! Sidsels og mine omstaendigheder er nogenlunde perfekte ifoelge denne liste (som vi selv har lavet)! Vi tror selv, at vi maa ligge et sted i top 100 over verdens mest aktive Facebook-brugere. En meget beskaemmende statistik, ville mange nok mene. Men vi faar ogsaa tjekket en masse interessant ud paa andre sider naar vi surfer:

Jeg har f.eks. faaet oejnene op for readers (i dette tilfaelde Google Reader), som er netbaserede programmer, der samler de nyeste indlaeg fra alle dine yndlingsblogs paa een overskuelig side. Jeg havde faktisk ikke nogen 'yndlingsblogs' foer i sidste uge, hvor jeg fik viklet mig ind i et virvar af blogs der linkede til hinanden paa kryds og tvaers og sendte mig som en virvelvind rundt i 'blogosfaeren'.

Nu har jeg bedt min reader holde oeje med en raekke fede blogs for mig, som jeg har tjekket dagligt den sidste uges tid: Smut selv forbi Ib Potter, emmes weblog, stejl fart, kommunikationsforum, anyhed, blah og et hav af andre sider, som alle linker internt og snildt akkumulerer 10-20 vinduer af gangen, hvis ikke man holder sig til readerens oversigt. (I har sandsynligvis andre kriterier for hvornaar noget er interessant, men jeg tripper virkelig over ovenstaaende links)

Uanset hvad, selvom punkt 1 til 5 kunne indikere en soevnig tilvaerelse, saa faar vi mere input disse dage, end vi (isaer jeg) kan rumme og i det hele taget er vandt til. Hvad betyder det at ping'e f.eks.? Jeg er vild efter at finde svar paa dette og saadan cirka tusinde andre spoergsmaal. Og saa er det jo fint at vores overordnede paa hospitalet lader os vente i dage (uger, maaneder!) paa at holde det foerste oplaeg.

Med firkantede oejne saa store som moellehjul
OG en flod af kaerlighed, savn og kram

_jonas.com

Masser af nye rejsebilleder paa
FOTO>   http://picasaweb.google.com/masalasindalbirk

onsdag den 2. april 2008

In sekt i Sathyapuram


Jonas og jeg havde glaedeligt takket ja til en middagsinvitation fra familien nedenunder. Men set i bakspejlet, saa tror jeg hele aftensmad-set-up'et var et paaskud for at slaebe os med ind i Guds lokale hus...

Vi var inviteret til kl 19.00, hvor familien beder dagligt. Saa langt var vi med. Vi syntes begge det kunne vaere sjovt at opleve, hvordan vores indiske venner er kristne. Shanti (mor) var 'forsanger' i boennen og Manoj (soen paa 9) og Dinesh (soen paa 7) var skiftevis paa trommer. Der var saadan lidt trancesang over det, men heldigvis udnyttede de to knejter enhver lejlighed, de fik, til at sende betryggende, barnlige smil til os, saa situationen var paa ingen maade skraemmende. Men hvis de havde vaeret lige saa inderligt involverede i boennen som mutter, der sad med lukkede oejne under rynkede bryn med armene haevet mod himlen, mens hun sang og hviskede "sandram, sandram, sandram" - praise the Lord -, saa kan det godt vaere, at jeg var blevet lidt uhyggelig til mode.

Paa et tidspunkt bad Shanti os om at sige en boen paa engelsk ("oh so sorry, we know no English prayer, only Danish, sorry, sorry..."), saa hun bad Dinesh finde sin boennebog i skoletasken, og saa gav hun os instrukser til at laese op. Forestil jer det lige, Jonas mr. superateist og mig mrs. jeg-tror-naermere-paa-energier, der sidder og laeser Fadervor op i kor. Oemt! Men at doemme paa Shantis ansigtudtryk gjorde vi det tilfredsstillende, og seancen kunne slutte med op til flere haandtryk og dydige "praise the Lord"s.

Okay, saa langt saa godt, indtil dette tidspunkt i historien havde det vaeret en rigtig fin og intim oplevelse, men problemet er, at historien ikke stopper her. Nu spurgte Shanti paa sin typiske, kommanderende facon, om vi ville med i kirke ("you go to church with us now!"), og denne gang var kommandoen tydeligvis ikke kun et udtryk for hendes simple engelsk - det var ogsaa en klar indikation paa forventningen om, at vi tog med. Og som de eksemplariske logerende, og de nysgerrige wanna-be antropologer, vi nu engang er, gjorde vi det selvfoelgelig.

Kirken var et simpelt, hvidmalet rum med et haevet plateau i den fjerneste ende af rummet, hvor praesten opholdt sig. Kirkegaengerne, os inklusive, sad paa rismaatter paa gulvet. Rummet var oplyst af adskillige lysstofroer, og det hvide lys i modsaetning til aftenens moerke havde tiltrukket et krablende kribleri af insekter. Jeg siger jer, der var et mylder af minimini dyr paa gulvet og i luften - over det hele kravlede de paa deres smaa ulaekre ben. En eller to biller er soede nok, men naar der er millioner, og de flyver ind i munden eller borer sig ned i haaret paa een, eller man ikke kan lave nogen bevaegelser uden at kvase dem og faa insektindvolde ud over det hele, saa er de godt nok for klamme! Adr! Jeg var saa taknemmelig for mit toerklaede, der gav mig lae for svaermene. I det mindste saa de ikke invaderede mine ansigthuller.

Tilbage til praesten og praedikenen. Showet foregik selvfoelgelig paa tamil, men i dagens anledning og til aere for os oversatte praestens kone til engelsk. De spurgte tidligt i forloebet, om vi var kristne, og lige i det oejeblik i den sammenhaeng, var baade Jonas og jeg altsaa troende protestanter (jeg undlod at fortaelle, at jeg ikke er doebt... hvilket i oevrigt er forfaerdeligt - hvorfor, mor og far, har I aldrig fortalt mig, at jeg vil leve i skyggen hele mit liv og komme i helvede af den grund??!). De spurgte os ogsaa, hvor vores bibel var ("oehhm, den.... den... den har vi ikke, jeg mener, saadan een har vi ikke"), hvorpaa vi afsloerede, at vi ikke ejer een. De var maalloese og forargede.

Een af kvinderne, jeg sad ved siden af, spurgte mig derefter flere gange mistroisk, hvor min bibel var. Og naar jeg svarede det samme igen (troede hun jeg ville aendre vidneforklaring eller hvad?!) "I don't have a Bible", saa hun paa mig med det vaerste 'afskyvakte' blik. Det er sjaeldent jeg har oplevet saadan noget........ maaske det vil goere mig i lidt bedre stand til at saette mig i en spedalskhedsstigmatiseret persons sted?!

Resten af praedikenen handlede pudsigt nok om, hvilken synd det er ikke at baere Guds ord med sig hele tiden. Og om hvordan man aldrig kan leve lykkeligt uden at tro paa Gud, og hvilke vederstyggeligheder folk maa gaa igennem, hvis de ikke tror, og hvordan man bliver ledt i fristelse, hvis man ikke har Gud ved sin side.

Maaske vi bare foelte os meget ramte fordi vi VED, at hvis de vidste, hvordan vi lever vores liv, ville de se os som noget forfaerdeligt afskum. Men helt aerligt, det var altsaa naesten saa pinligt aabenlyst at praedikenen var rettet imod os, at det ikke bare kunne vaere en misforstaaelse: paa et tidspunkt, hvor konen ikke oversatte, vendte stoerstedelen af de 20-30 mennesker i kirken om og kiggede paa os... paa den ikke saa venlige maade, vel at maerke.

Sikke en oplevelse! Sessionen var ovre efter 2 timer og vi rejste os fra gulvet med groft oemme baller og fodled (jeg proevede at sidde i forskellige stillinger paa gulvet, men der var tilsyneladende kun to der var acceptable, 'havfruen' og 'skraedderen' - Shanti irettesatte mig paa et tidspunkt, hvor jeg sad og holdt om mine knae, med et brysk "sit proberly!"... og det turde jeg altsaa ikke modsaette mig!) Og saa kl. 21.15, to timer efter vi var inviteret til aftensmad, fik vi serveret et dejligt (!) maaltid mad i Anbu og Shantis stue, der varede 15 min. Kan I foelge proportionerne?! Gud er en big deal i Sathyapuram!

Det skal lige siges at vi bortset fra denne lille episode stortrives i huset hos familien, de er gode ved os, hjaelper os, hvor de kan og virker som om de holder af vores selskab. Isaer Dinesh og Manoj har fundet deres livs legekammerater i Uncle og Auntie... hyggeligt, selvom vi nogle gange foeler os noedtvunget til at lyve og goere krav paa noget 'arbejdstid' (defineret som tid, hvor vi tusser noegne rundt og drikker kaffe og spiller kort), for at faa bare en smule privatliv.

Temperaturen stiger stoet dag for dag, men vi er blevet velsignede med et par heftige regnskyl, hvilket saenker temperaturen lidt og er ret usaedvanligt for denne aarstid. Heldigvis tilpasser vores kroppe sig tilsyneladende ogsaa - selvom jeg maa indroemme at vi saetter pris paa vores nyindkoebte fan i sovevaerelset!

Kaerligste hilsner, Sidsel

onsdag den 26. marts 2008

Safely returning, hearts are burning



Brune og udhvilede vendte vi i gaar 'hjem' til Satipuram.

Okay, det var maaske en noget lang ferie at tage sig efter kun en maaned paa hospitalet, men det var tiltraengt, og vi foeler virkelig vi har hoestet den soedeste frugt af vores pludselige beslutning. Nu, hvor vi er geninstalleret i Satipuram (vores landsby naer hospitalet), er hverdagen straks en realitet. Vi ankom kl. 18 i gaar - i dag stod vi paent op klokken 7, lavede chai i vores sparsomme koekken og hoppede paa landbussen til hospitalet, hvor vi arbejdede hele formiddagen og har mailet hele eftermiddagen.

Hvilken fryd det er at sidde foran tastaturet igen. Vi har grinet og graedt, savnet og svinet, beskrevet og redigeret hele dagen vaek i selskab med Facebook, Gmail, Hotmail, Blogspot og de andre gamle kendinge. En lille maaned naesten uden internet, det kan maerkes.

Det har vaeret en fantastisk ferie, men mere om den en anden gang. Vi haaber I alle har det godt, og vi laegger selvfoelgelig billeder ud snart. Giv endelig lyd derhjemmefra - selvom ferien har vaeret god, saa sidder vi begge to med taarer i oejnene og savner jer paa den gode gammeldags hjemveagtige maade. Snoeft...

Mysli og kolibrier,
Jonas

Ps. Esben - Jeg ville oenske vi havde haft endnu mere tid. Tak for nogle gode uger!

onsdag den 27. februar 2008

105 foerste dage i Indien

Okay, NU blev presset fra Jonas stort nok… Gora bachchud aloobhai keyboard bhavan, manden med fingrene, der danser paa keyboardet, som de kalder ham her paa biblioteket, har skrevet ca. 1000 indlaeg og jeg har skrevet ca. 1, saa nu er det VISTnok paa tide, at jeg indfoerer et ord!


Indlaegget her er er inspireret af een af vores efterhaanden mange busture fra oasen i Karigiri til Vellore by. Det var ikke fordi der skete noget saerligt, eller det vil sige, det gjorde der, uden at der gjorde...…


Altsaa, det var en helt almindelig tirsdag, sidst paa eftermiddagen, solen braendte lavt og besmykkede palmerne og det toerre graes med et gyldent skaer. Selvom solen har mistet meget af sin braendende styrke paa dette tidspunkt af dagen, afgiver jorden stadig saa meget varme, at Jonas og jeg begge sad med sveddraaber paa overlaeben og forsoegte at undgaa at gnide vores klistrede hud alt for meget op ad hinandens. Vi sad med aabne vinduer og lod vinden barmhjertigt koele os lidt ned.


I bussens bumlefart er det let at faa oejenkontakt med de mange mennesker, der kommer cyklende, slaebende, stavrende, slentrende langs vejen. De fleste lyser op i store smil og vrikker lystigt paa hovedet, naar de faar oeje paa os, nogle vover sig endda til at vinke, hvorefter de bryder fnisende sammen, hvis vi vinker igen. Det gjorde de ogsaa paa denne helt almindelige tirsdag, saa alt var som det plejede at vaere.


...... Eller det vil sige, det var det, indtil vi kom ud til hovedvejen. Her var det skoere Indien i fuld sving; en stor gruppe maend med bare, brune overkroppe var i gang med at grave det ene flag efter det anden ned i jorden med 10 meters mellemrum.... nogen underlige nogle var det, uden Indiens groen-hvide-orange. De mange flag vi kom forbi, halvt sorte, halvt roede, var bundet op paa uens kaeppe og hang slapt ned i det vindstille vejr. Der maa have vaeret mindst 500 paa hver side af vejen - ret festligt!

Vi fattede ingenting. Hvorfor i alverden graver man flag ned hver 10. meter paa en vej der er 7 km. lang? Nationaldag? Byfest? Nazismens foedsel i Vellore? Religioes festival? Nej, nej, nej og nej... da vi kom forbi 1000 bannere og billboards med ansigter af lidt for lyseroede indere med dobbelthager smasket op i 3 gange 3 meters stoerrelse, forstod vi langsomt at det maatte vaere en politisk fejring af en slags (det viste sig senere, at det skyldtes besoeget af statsleder, som har taenkt sig at genvinde vaelgere ved at love et farvefjernsyn (!) til alle i staten .... kunne pengene overhovedet bruges mere fornuftigt og konstruktivt... jeg spoerger bare!?)


Det sjove var (hahaha?), at Jonas og jeg naesten samtidig udbroed noget i stil med "ej, hvor er det vildt, der sker ALTID et-eller-andet skoert!", og saa var det, at vi kom til at snakke om, at vi ret tit ligner nogen, der lige er kommet ind med 4-toget... hver dag er vores foerste dag. Med store oejne og polypper (og vores hud, der igen er blevet bleg) glor vi paa verden omkring os, som om vi aldrig har set noget lignende. Indien er saa fjollet (citat Jonas: "ordet fjollet er bare saa godt her i Indien"), beskidt og smuk at vi gang paa gang maa maabe - selv nu hvor det efterhaanden er blevet hverdag.


Men hvor meget kan man egentligt vaenne sig til?


Fx. vaenner jeg mig ALDRIG til:

Super-super hot chili (hvorfor, hvorfor???, forstaar inderkokken ikke "NOT too spicy"?)

Den manglende toiletpapir (jeg forstaar bare ikke konceptet "kom , lad os toerre roev med venstre haand, saa kan vi bare noejes med at spise med hoejre!!!" Det har foert til et par graenseoverskridende episoder for mit vedkommende....)

Bilosen (mit sarte naturhjerte synes bare det er for meget at man skal skaere gennem luften for at kunne se tre meter for sig!)

Offentlige, utroligt hoejlydte prutter (paa Neil Island var Jonas og jeg en dag til Mela (lokal festival), vi havde lige vundet et stykke saebe i en konkurrence og var glade og fredfyldte. Saa saetter Jonas sig paa hug for at binde sit snoerrebaand, da en ung kvinde i den yndigste lyseroede sari, som staar en halv meter fra ham med ryggen til, slaar den stoerste brandskid, man kan forestille sig. Lige ind i hovedet paa Jonas! Hahaha det var SAA sjovt!)

Moerket om aftenen (vejret siger jo sommer = lange lyse naetter)

Bussernes optankning (nu har vi proevet det to gange, en propfyldt bus koerer liiiiige omkring tankstationen paa vej ind til byen, og saa har folk bare at vente det kvarter det tager at fylde den. Og det goer de gerne! Forestil jer lige, at det skete i Danmark, hvor bussen er fuld af "tid er penge"-folk...)

Voksne maend, der spoerger til mit sexliv (sidst var paa Neil Island, hvor en mand, som jeg koebte plaster af spurgte hvad jeg hed, saa hvor mange soeskende jeg havde, saa hvad mine foraeldre lavede og saa hvilken praevention jeg brugte... jo, nu skal du hoere....)


Men jeg HAR jeg vaennet mig til:

Hasarderet koersel (oh gru, de foerste par maaneder var overhovedet ikke afslappende)

Hovedrysten (den traditionelle indiske hilsen (som betyder alt fra "hej" til "jaja" til "maaske") har vi taget totalt til os)

Farvestraalende toej (jeg har fuldstaendigt affundet mig med at sort, graat og daempede farver ikke er moderne. Glaed jer til at jeg kommer hjem som en ny Anne Marie Helger)

At blive begloet (jeg taenker ikke saa meget over det laengere... tror faktisk maaske endda jeg vil savne det naar jeg kommer hjem, hvis jeg skal vaere helt aerlig :)


Listen ku' fortsaette... maaske den goer det engang. Men for nu maa jeg slutte, en ny bus koerer til Vellore om lidt - gad vide, hvad vi faar lov at opleve i dag...


Mange kaerlige hilsner fra Sidsel i krageland


Og forresten, det der med at Jonas blev kaldt manden med fingrene der danser paa keyboardet... det er altsaa loegn. Jeg fandt selv paa det. Men han er hurtig og det er indisk. Det betyder i virkeligheden hvid mand motherfucker kartoffelbror keyboard spisested.

torsdag den 21. februar 2008

Arbejd arbejd arbejd!



Saa er vi sat i gang. Dr. Valsa og Dr. Mannam har holdt et moede, under fire oejne, hvor de tog sig tid til at diskutere deres egne forventninger til vores arbejde og sammensatte en plan for, hvordan den foerste fase af vores ophold skulle bruges.

Vi synes maaske allerede vores foerste fase er gaaet, idet vi gerne var startet for en uge siden. Personalet har vaeret lidt overbeskyttende, og isaer Dr. Valsa har virket unoedigt bekymret for vores velbefindende. Da vi en enkelt gang udtrykte utilfredshed med den maade de havde haandteret vores boligsituation i begyndelsen, blev vi fejet af med et "Of course you have to get use to the Indian culture, it must be very new to you", hvilket faktisk ikke havde vaeret grunden til vores frustrationer.

NAAR ALT KOMMER TIL ALT, er vi faldet rigtig godt til i Karigiri. Her er meget roligt, og vi faar god soevn hver nat, hvilket betyder, at vi er optimalt friske og veloplagte hele dagen igennem. Jeg har stadig problemer med min fordoejelse (mildest talt), og selvom jeg har forsoegt at drikke kaffe, frisk frugtjuice og spise mere fiberrigt de sidste to dage, er situationen uforandret. Mere vil jeg ikke foelge op paa den historie, men mor - jeg skal nok tage en snak med en laege, hvis det ikke bedres i morgen.

NAAR VI ENGANG VENDER TILBAGE til Danmark kunne noget tyde paa, at jeg skal laese oplevelsesoekonomi, hvilket har givet anledning til nogen tvivl fra min side, angaaende mit motiv for at lave dette arbejde i Indien. MEN. Jeg er kommet frem til, at der kan arbejdes paa mange smaa "oplevelsesoekonomiske" projekter i den fritid, som jeg trods alt ogsaa her herovre. Desuden kan det ikke skade at faa erfaring med et projekt som dette, hvor vi i hoej grad har medindflydelse paa arbejdsgangen, metoderne og analysen af vores data. I sidste ende er det os selv, der skal udfaerdige rapporten, som med vores arbejdsgiveres hjaelp maaske kan faa en plads i en relevant journal, hvilket maa siges at vaere en gulerod for vores motivering.

EN VIGTIG KOMMENTAR TIL VORES ARBEJDE, angaar Sidsels og mit indbyrdes samarbejde, som gennemgaar en (for mig at se) udvikling henimod det mere effektive. Dette sker hovedsagligt i kraft af den bedre forstaaelse for hinandens arbejdsstil, som er blevet opbygget de seneste dage. Vi har studeret samme fag derhjemme, men vi har aldrig lavet opgaver sammen, og har egentlig kun coachet hinanden, naar det har braendt paa. Nu har vi faaet den enestaaende mulighed at arbejde paa dette projekt sammen, og vi bruger hver dag tid paa at diskutere arbejdsfordeling, samt proever at skelne mellem forskelle i vores interesseomraader. Interessen for vores samarbejdes udvikling ligger muligvis mig mere paa sinde end Sidsel, som synes at foelge sine arbejdsvaner mere intuitivt end jeg. Jeg gaetter ogsaa paa, at min egen begejstring for emnet vil dale, efterhaanden som vi arbejder os ind i flere rutiner.

Jeg ved, at dette indlaeg markerer et voldsomt skift i serioesitet paa bloggen, men nu staar vi altsaa ogsaa i en anden virkelighed end for blot et par uger siden. Selvfoelgelig vil vi stadig spasse ud paa bloggen, men I kan ligesaa godt vaenne jer til, at vi kommer til at skrive flere noegterne arbejdsrapporter fremover. Fra i dag noerder vi kun dybere for hver uge, der gaar.

VORES SKEMA INDTIL LOERDAG den 30. februar lyder helt simpelt, at vi skal samle litteratur og viden om den forskning, der er foregaaet de sidste 3-6 aar indenfor spedalskhedsstigma (leprosy stigma). En oversigt over denne forskning skal vi fremlaegge for Dr. Valsa og Dr. Mannam naeste loerdag, hvorefter vi i faellesskab kan identificere"huller" eller mangler i forskningen, som i sidste ende skal danne rammen om et mere snaevert defineret projekt for os de naeste fem maaneder.

Det foeles ubeskriveligt godt at have faaet klare linjer at arbejde udfra, omend det hele stadig lyder noget vagt. Vi venter stadig paa at faa udleveret den vigtigste bog i den naeste uges pensum (Goffman's Stigma fra '63), men paa biblioteket paa Karigiri har vi allerede fundet rigeligt med stof til at holde os koerende nogle dage endnu.

Vi haaber I har det godt derhjemme, og vi savner ofte det danske vejr og alle I dejlige venner, som vi plejer at dele vores hverdag med.


Moral of the day: Blessed are the purposeful!
- Jonas

Ps. Sidsel lover, at hun skriver det naeste indlaeg <3>

mandag den 18. februar 2008

Blod, sved og taarer

I forgaars, loerdag, sad vi paa nettet mens biblioteket havde formiddagsaabent, men jeg skulle saadan paa toilettet (og der var ik mere papir), at jeg maatte gaa hjem midt i en mail... vralte hjem, faktisk... Jeg kunne maerke det var haard mave, der ville ud, saa jeg var lidt nervoes - har proevet det foer, kender symptomerne. Jeg satte mig svedende ned, vristede min t-shirt af - allerede klam ned ad ryggen - og begyndte at vente.

Kroppen klarer den slags selv, isaer naar trangen er der... Saa jeg sidder bare og venter paa at blive befriet for min brune byrde, da jeg faar den uhyggelige foelelse af, at jeg kommer til at sidde fast her i evigheder! Jeg giver op paa forhaand. Nogle af jer, der laeser bloggen maa have proevet at foede (en fornoejelse, jeg er sparet for), og jeg ved godt, at maend bliver klynget op for at sige detteher, men jeg tror jeg kan leve mig ind i foelelsen (altsaa kun den ubehagelige del af det).

Jeg kan ikke rejse mig. Jeg er klar til at toemme ryggen og toget har forladt stationen, men DER SKER IKKE NOGET! Intet plask, ikke engang en lille rislen eller blot lidt overskydende luft, nada. "Den er for stor! 112! Jeg maa have hjaelp!", taenker jeg og ser mig febrilsk om efter den mobiltelefon, som jeg lod blive hjemme i Danmark.

Men kroppen har taget toejlerne, den presser ufortroedent paa og ignorerer min frygt - den vil bare derudaf, koste hvad det vil! Jeg kan pludselig se blodaarerne i mine arme blive tydeligere, mens hele min krop spaender og jeg hviner hoejt i afmagt... "OOOOIIIH!" Jeg slaar haardt ind i de poroese kakler paa vaeggen, mine knae samles, og foedderne glider ud til siden, da jeg laener mig forover og forsoeger at traekke i land. Jeg koncentrerer al min energi om at slappe kroppen af, genvinder et oejeblik kontrollen og kan taenke klart igen.

Jeg ved, at der er et par kirurger paa hospitalet, som vil kunne give mig en form for kejsersnit, og jeg ser scenen for mig. Sidsels medlidende grin i mit oere, mig paa en briks og kirurgen, der staar over mig med vaemmelse i oejnene...

Og liiige DER stikker Sidsel hovedet ind af doeren til vaerelset: "Hvor er du?" kvidrer hun drilsk... Og da hun kommer ud paa badevaerelset og ser min tilstand eksploderer hun, som forventet, i kaskader af latter, mens hendes pande modvilligt rynkes i medlidende hvalpedeller, hvilket fortaeller mig, at jeg maa se herrens ud. "Den er tyve over!" fniser hun, og jeg kommer i tanke om den aftale vi har med pr-chefen klokken halv. Jeg stoenner lidt, men mander mig saa op - mens jeg kaemper haardt for at holde kroppen stangen - og siger: "Du maa bare sige det som det er... At jeg har the hard motions, og at det er saa slemt, at det ikke kan komme forbi hullet!" Sidsel ser paa mig, vantro, og jeg tilfoejer forklarende: "Mit roevhul er for fanden helt udspilet - hele omraadet dernede er haevet som om det er en foedsel, og der er stadig ikke kommet bare en lille poelle ud!!" Hun skriger selvfolgelig af grin, midt i en regn af undskyldninger og medlidenhed, og jeg proever faktisk ikke at vaere sjov... Men under min sved har jeg alt alt for travlt til at kunne grine med eller blive sur. Jeg kaemper stadig med kroppen, som virkelig er opsat paa at skubbe min foerstefoedte ud i lyset, og jeg kan hoere mig selv gentage livloest ind i hendes latterkrampe: "...det er okay, jeg ville selv grine, hvis jeg kunne... og det goer ikke saadan rigtig ondt, det er bare saa maerkeligt, at jeg kan ikke rigtig kan foele noget overhovedet..." Det var denne foelelse, som fik mig til at taenke paa foedsler...

Sidsel gaar omsider. Jeg kan hoere hende grine, mens hun gaar ud af doeren, og det eneste raad hun efterlod mig med var, at jeg kunne proeve at stikke en finger op i roeven og splitte dyret ad i mindre stykker, inden jeg pressede videre. "Del og hersk!"som een af Sidsels veninder senere har kaldt strategien.

Jeg proevede, med et par lag papirer imellem, men kunne ikke faa mig selv til at grave med neglene, og desuden var det som en betonmur at bryde igennem. NO WAY ville jeg nogensinde komme derfra i live, taenkte jeg. Men lige DER mistede jeg kontrollen over kroppen, og den kraft, der sendtes igennem alle mine muskler, og som spaendte mine tindinger, fik mig til at straekke hele kroppen!! Mine foedder blev skudt frem og mit baghovedet bankede mod kaklerne bag mig - alt sammen pludseligt og ufrivilligt. Jeg taenkte paa at raabe eller stoenne, men jeg kunne ikke faa vejret til at sige lydene. Det eneste jeg gjorde bevidst var at holde min tunge vaek fra mine taender, som lukkede i som en bjoernesaks, da mine oejne soegte opad og forsvandt et sted under mine oejenbryn.

DER skete det endelig - mere end en times haardt arbejde efter at have forladt biblioteket. Jeg var bange for at besvime, da jeg maerkede vaegten forlade min krop i et langt, sejt traek - det lugtede underligt. Jeg havde vaeret angst for at komme til at spraette noget op dernede, og da jeg kiggede halvomtaaget ned i kummen var der ogsaa blod. Operationsbordet viste sig paa min indre nethinde endnu engang, inden jeg faldt i staver, overvaeldet af lettelsen.

Jeg blev siddende saadan i fem minutter og trak vejret dybt, foer jeg vovede at tage toiletpapiret og maerke efter... Man sku tro det var loegn, men jeg var stadig en centimeter udvidet, og kunne maerke en lille udposning nederst, som jeg gaettede paa var en blodansamling, foraarsaget af spaengte blodkar under huden.Der var desvaerre ikke noget blod paa papiret, da jeg kiggede paa det, saa blodet i kummen maatte stamme fra en rids indeni.

Jeg tog et langt bad, og soergede for at vente med at traekke ud, indtil Sidsel kom tilbage, faa minutter senere. Hun morede sig over hele sceneriet, men var tydeligvis ogsaa lettet over, at jeg havde det godt igen. Jeg fortalte hende ikke saa mange detaljer, for jeg var alt for optaget af at maerke efter om min krop havde taget yderligere skade. Efter vi havde dokumenteret bedriften med vores 'digispejl', bemaerkede Sidsel, at mit ene oeje var blevet helt blodspraengt, og jeg grinede lidt for mig selv, indtil sammentraekningerne gjorde for ondt.

Jeg aner stadig ikke, hvordan det skete, men jeg er begyndt at spise mere frugt og fiberrigt broed. Tror jeg skal finde mig noget kosttilskud inde i Vellore een af dagene.

Og lad nu vaere med at fortaelle alle om det - lad os holde det mellem os ;-)

Kaerligst,

Jonas

Kristendom og Stigmastudier


Det foeles som laenge siden vi sidst har skrevet paa bloggen, men nej, det er kun to uger siden jeg skrev fra Sri Lanka. Vi har bare faaet SAA meget proppet ind i og ladet saa meget pifte ud af vores hoveder, at det foeles som en lille evighed.

Det koncentrerede resume lyder nogenlunde saadan her:
Vi har boet paa Karigiris guest house i en uge nu, og vi skal maaske flytte i morgen.
Karigiri er et hospital og forskningscenter, der primaert beskaeftiger sig med spedalskhed og har knap 200 ansatte. Det ligger paa landet 10 km. uden for Vellore, som saa igen ligger 150 km. vest for Chennai i det sydlige Indien. De fleste laeger bor paa hospitalets campus, og de kalder selv Karigiri for "our community", hvilket siger en del om det staerke tilhoersforhold, som mange af de ansatte har til stedet, hvor hjem og arbejde ofte flyder sammen.

Vi bor paa det tilstoedende guest house, hvor vi betaler 400 rupees (lidt pebret) for to seperate vaerelser. Karigiri er et kristent center, og da direktoeren fandt ud af (dagen efter vi var flyttet ind) at vi ikke var gift, blev vi bedt om at flytte hver for sig. Sidsel spurgte sidenhen, om vi maatte besoege hinanden paa de to vaerelser, til hvilket hun fik et utvetydigt nej. Vi tog paent imod irettesaettelsen - udadtil i det mindste -, men vi har ikke overholdt reglerne... Vi har til gengaeld spurgt vores kontakter, om de vil hjaelpe os med at finde et nyt sted at bo uden for campus, hvilket vil sige smaa 6 km herfra, i byen Katpadi. Sushila, stedets pr-ansvarlige, som har ansvaret for vores praktiske velbefindende, har vistnok fundet en superbillig lejlighed til os, som vi skal ud og se i aften.

Den meget kristne mentalitet paa stedet har vaeret en bitter pille at sluge - en hel del haardere for os end de hinduistiske maerkvaerdigheder vi er stoedt paa gennem de sidste 3 maaneder. Vi er blevet bedt om ikke at holde i haand, kysse eller kaertegne hinanden mens vi er paa centret. Dette ville ogsaa have vaeret et issue, hvis vi havde arbejdet samme sted i Danmark, men her er baggrunden bare en anden, hvilket giver kravet et mindre acceptabelt grundlag.

Men nu lidt om arbejdet...

Biblioteket er et lille rum, hvor der kun er faglitteratur (mest af alt medicinsk, som er volapyk for os), og hvor der staar to computere med internet (som er de eneste internetadgange i det lille community). Sjovt nok er der aldrig nogen, der benytter computerne. Men vi ventede alligevel 5 dage paa at direktoeren gav os lov til at faa et midlertidigt password. Nu kan vi komme til naar som helst... naesten. Desvaerre er biblioteket kun aabent fra 12-20 hver dag, hvilket betyder, at vi ikke kan chatte om aftenen, hvor I allesammen er online. Vi kan heller ikke arbejde med skrivning eller soegning paa nettet hele formiddagen, hvor temperaturen ellers er mest udholdelig og hjernerne mest klare. Psykiateren som vi arbejder for, Dr. Valsa, kan godt se det skoere i tiderne, og jeg tror hun vil proeve at skaffe os en saerlig tilladelse til at komme herind og arbejde. For alternativet er, at vi skal sidde paa hendes kontor og arbejde, hvilket hun helst vil have for sig selv.

Tre forskellige projekter er blevet praesenteret for os af Valsa, hvert af dem med beskeden om, at det var DET vi skulle beskaeftige os med det naeste halve aar. Hver gang er der gaaet to dage, foer hun har afblaest og praesenteret os for et nyt. Det har skabt lidt forvirring i os, og vi har nu kastet os over tredje procedure, som indebaerer en masse internetsoegning.

Foerste projekt loed paa at vi skulle forsoege at "undervise" nogle spedalskhedsramte i overlevelsesstrategier, eller rettere, i nye coping-strategier, saa de ville blive bedre til at haandtere vennens drillerier eller familiens bebrejdelser. Det loed som et fedt projekt, men direktoeren syntes ikke mulighederne for nyvindinger og udgivelser var gode nok, saa vi fik at vide, at vi i stedet skulle lave et storstilet projekt omkring en gruppe patienters "life-lines", et ultra kvalitativt lifeline study, hvor vi skulle interviewe patienter loebende, efterhaanden som de oplevede forandringer i deres sygdoms/sundhedsforloeb. Men direktoeren og Valsa havde glemt, at et saadant studie ville tage endnu laengere tid end vores 6 maaneder, saa efter at have laest op omkring life-line studies i to dage, blev vi bedt om at finde spoergeskemaer paa nettet, der relaterede sig til stigmaramte deformiterede patienter, og det er der vi er nu. Spoergeskemaer.

Ja, the Indian Way er bestemt langt fra the Danish Way, og vi har da ogsaa vaennet os til, at hjuleneikke koerer helt saa glat som derhjemme, saa nu kloer vi paa endnu engang. Vi leder efter spoergeskemaer, uden helt at vide, hvad de skal burges til, og uden helt at vide, hvilke projekter de tidligere har udfoert her paa centret. Der er ikke tid til at vi kan blive sat mere ind i arbejdet, og der er ikke tid til at indkalde til et moede inden vi begynder vores internetsoegning.

Desvaerre mister jeg lidt af den faglige respekt for mine kaere arbejdsgivere, naar de ikke er mere organiserede eller fremsynede... Saa jeg begynder at finde nye aspekter af vores ophold, som kan retfaerdiggoere friaaret fra studierne. Det kan stadig naa at blive serioest, og jeg kan maerke, at jo mere jeg laeser og fordyber mig i litteraturen omkring stigmatisering, jo mere rolig bliver jeg. Saa snart jeg ikke laeser eller foretager mig etellerandet spaendende, synker jeg lidt ned i et hul, som fortaeller mig, at det vi foretager os simpelthen er for uambitioest og tilfaeldigt.

Vi havde en lang snak om det i gaar, Sidsel og jeg, og vi er enige om, at der stadig er masser af gode grunde til at blive her. Sidsel er i det hele taget mere positivt indstillet end jeg, og hun fik mig til at love, at vi ville give arbejdet mindst en maaned.

I er sikkert flere derude, der har proevet frivilligt arbejde, og I ved maaske, hvordan det foeles, naar det ikke lige koerer efter ens eget hovede. Jeg mener, saa laenge det ikke giver nogle penge, eller noget formelt bevis for ens arbejdsindsats, saa skal der altsaa ikke meget til, foer jeg faar lyst til at dreje om paa haelen og smaekke backpacken tilbage paa ryggen, hvor den nu engang sidder saa rart og trygt.

Desuden er jeg 25, og jeg foeler efterhaanden ikke jeg burde eksperimentere paa denne maade laengere. Hvis dette ophold viser sig at vaere en bommert, saa vil jeg faa svaert ved at sige til mig selv: "Hov, det var aergerligt, naa men saa har jeg da proevet det"... Jeg forventer lidt mere fremsynethed fra min egen side efterhaanden. Men samtidig siger Sidsel, at jeg ikke kan vaere saa flyvsk og lystbetonet i mine valg, og at jeg kunne tage dette halve aar som en udfordring, laere at tage konsekvensen af et valg. Hmm, ja, okay, I kender hende, hun sagde det paa verdens soedeste maade, men det er paa mange maader et svaert dilemma...

Det kunne nu vaere laekkert at have saadan "red verden" mentalitet, som kunne motivere een til at goere en masse godt uden at faa noget igen, meeeen... Jeg kan maerke der er mere hippie i mit skaeg end i mit sind. Hvad ville I selv goere, hvis I stod i mit sted? (I behoever ik svare)

Jeg havde egentlig taenkt mig at skrive lidt om min affoering, men nu blev det til en mere generel beskrivelse. Saa ved I hvor vi er, og saadan cirka hvordan vi har det. Byen Vellore, som laa 10 km. herfra, er forresten et spaendende bekendtskab paa mange maader. Foerst saa hun forfaerdelig ud, men nu har vi sneget os gennem hendes fantastiske marked og proevet et par af hendes endnu bedre restauranter, saa Vellore er blevet et herligt lyspunkt at pejle efter, naar der er fyraften!

Kom tilbage til bloggen for et festfyrvaerkeri af ekskrementakrobatik een af de foelgende dage!

Mange kys og knus til jer derude!
Jonas

Ps. Sidsel siger: "Aaaatchiiu!" Og smiler soedt!